Af Projektleder Helle Meldgaard, DeiC
Undertegnede har taget kontakt med to ”nørdede” humanistiske forskere lektor Jørgen Bang og lektor Christian Dalsgaard, der i dag begge arbejder i det nyetablerede Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier , Aarhus Universitet for at få deres bud på de forandringer, muligheder og forhindringer, man kan støde på i ”udrulningen” af den digitale universitetsverden.
Hvad forstår de ved e-Science?, og hvad forventer de, DeiC kan hjælpe dem med i deres forskning indenfor det humanistiske fagområde?
Begge har stor viden om digitaliseringens potentialer til at understøtte vidensformidling, forskningssamarbejde, kommunikation, læring og undervisningsudvikling.
Nogle af de problemstillinger man støder på i mødet mellem den gamle og den nye verden, minder om den gang man opfandt automobilen, hvor der skulle gå en mand foran bilen med et rødt flag for bl.a. at sikre hastigheden på transporten maksimalt var 3 km/t i byområder og samtidig advare omgivelserne om at køretøjet nærmede sig. Nu har vi fået en IT-teknologi, som gør, at vi kan bevæge os hurtigt på e-infrastrukturvejen – men vi bliver begrænset i udfoldelserne! Det vender vi tilbage til om lidt.
Forskningsnettet leverer i dag fiberinfrastruktur på 1 Gbps og 10 Gbps Ethernetforbindelser (og pt. eksperimenteres der også med 40 Gbps) til alle danske universiteter og en række forskningsinstitutioner. Der er således optimale forbindelser til såvel transmission af store datamængder som globalt samarbejde. Da Forsknings- og Innovationsstyrelsen har ønsket en styrkelse af dansk e-Science, er det relevant at se lidt nærmere på nogle af forskningsmiljøets udfordringer for at forstå, hvilke forandringer digitaliseringen stiller os overfor. ”Udrulningen” af e-science giver nemlig en række nye måder at løse universitetsopgaver på lige fra administrative opgaver som udfærdigelse af ansøgninger til visionære internationale forskningssamarbejdsprojekter med mange slags data, der skal deles og analyseres.
Fra Ulan Bator til Cloud computing og mobile ”dimser”
Rejsen ind i den nye verden begynder i Ulan Bator, Mongoliet, og er i øvrigt også et smut forbi Bajkalsøen, hvor Jørgen netop har været med den transsibiriske jernbane. En rejse som på mange måder gav tid til refleksion og bl.a. satte tydeligt fokus på det geniale ved Cloud computing og også om begrænsningerne i udbredelsen.
Med Cloud computing ligger applikationen i ”skyen” og er ikke installeret på egen computer. Leveringen sker via internettet og giver således fleksibel adgang uanset, hvor man er. Samtidig er det også muligt at skalere Cloud serveren, hvis behovet stiger. Man er altså fri for indkøb af dyr hardware og kan nøjes med en ikke så stærk computer eller, hvad man nu bruger. - For meget peger i retning af, at computeren er ved at blive faset ud. Fremtiden er Cloud computing og mobile enheder, hvor vi skal have installeret mindst muligt i den dims, vi kommer til at gå rundt med.
- Det er utroligt, hvad man kan springe over, hvis man anvender Cloud computing. Og så er der jo heller ingen grund til at skulle bruge den sparsomme strøm på køling af store servere, som lige så godt kan stå steder i verden, hvor strømmen er billig.
Men måske er der stadig lidt vej at gå? I hvert fald er det svært at nå Cloud’en, når man sidder i Gobi ørkenen eller ved Bajkalsøen. Dækningsgraden er virkelig dårlig derude. Det kunne derfor også være optimalt med et transportabelt ”net i kufferten” til forskere på farten. Det er der også behov for i det samarbejde danske universiteter har med udviklingslandene gennem projektet ”Building stronger universities in Developing Countries”.
En anden psykisk struktur
- Men det er ikke kun fysisk, der er udfordringer. Der skal også kigges på den psykiske struktur. Hvad sker der med den generation, der er online hele tiden? ”Hvis jeg ikke er på, hvad sker der så?” Man googler sin viden. Hvad betyder det kulturelt? Hvad er det for nogle nye kulturelle processer der skabes. Hvad er det for en ny mental orientering, der vokser frem, hvor man skal reagere spontant og her og nu. Hvor er tiden til refleksion?
- Der er alt for meget, der hiver i den samme person. Hvad er det for nogle mentale processer, der er sat i gang? Og hvor er vi på vej hen? Det er mere den kulturelle side af den her it-involvering. Hvad betyder det for forskningen? Og hvad er det for en ny kultur, der vokser frem? Kort og godt så bør man også undersøge den nye psykiske struktur sideløbende med, at man udbygger den fysiske infrastruktur for at forstå, hvad brugernes behov er, og hvordan de kan udnytte mulighederne optimalt.
Eksperimenter og projektstyring
– Vi vil gerne eksperimentere med nye teknologier. Vi vil gerne ”pille” ved det og opstille forsøg med software/hardware. Men det stiller nogle særlige krav til projektstyringen. Det at få etableret samarbejdsprojekter, der involverer flere har vi ikke et ordentligt værktøj til at styre i dag. Det kan fx være, at vi har behov for at lagre data (interview, video, avancerede digitale medieberigede produktioner osv.) og samarbejde med andre om disse. Pt. må vi primært sætte vores lid til vores lokale harddiske, når vi lagrer store mængder data. Vi har også behov for, at dataene skal kunne genfindes og deles med andre forskere.
- Vi er derfor spændte på, hvad etableringen af det Humanistiske laboratorium ”DigHumLab” vil anvise af løsningsmuligheder.
Ansøgninger og vidensdeling
Ét andet felt som alle forskere også står med er udarbejdelse af ansøgninger om støtte til forskningsprojekter.
- Når vi skriver ansøgninger, så er det vigtigt, at vi ikke kommer til at ”genopfinde” projekter. Vi har brug for at finde ud af, hvad der foregår pt. rundt omkring, hvem der har gjort hvad osv. Så alene fasen med at skrive ansøgninger kunne med fordele gøres til et fælles projekt, hvor man kan trække på viden rundt omkring. Der skal kunne søges på nøgleord i andre projekter – og meget gerne på tværs, så vi kan udnytte hinandens erfaringer. Man sidder i meget høj grad som enkeltperson og har sine egne mapper og strukturer.
- En ting er at dele, men det kunne også være nogle fælles samlinger, man opbygger. Det kan være i forhold til projekter og forskningsarbejde, hvor man kan koble sig på hinanden.
- Det er jo ikke en konkurrence, for man vil bruge informationerne forskelligt. Det er måske kun i fasen medens éns ansøgning bliver bedømt, at man lukker ned. Men lige så snart, der foreligger en afgørelse, så bør den lægges frem åbent, således at man hele tiden får opbygget og udnyttet hinandens erfaringer.
- Det samme gør sig også gældende for indkøb af ”dimser”. Vi har brugt mange penge på alle mulige – men har ikke systematisk fået indsamlet og tilgængeliggjort viden og erfaringer om anvendelsen. Det ville spare os for mange ressourcer, hvis vi systematisk får indsamlet svagheder og styrker.
- Vi har på mange måder brug for at kunne organisere mange slags input, så de bliver tilgængelige på kryds og tværs. Vi mangler et system, hvor vi naturligt opsamler erfaringer. Det er dårlig udnyttelse af ressourcerne ikke at systematisere vidensdeling. Det er helt lavpraktisk.
- Pt. bruger vi bl.a. Dropbox – men den kan heller ikke løse opgaven optimalt. Vi har brug for rum til at organisere erfaringer. Gerne i form af en national løsning, da universiteterne ikke har ressourcer til at lave deres egne løsninger. Men det er vigtigt, at det bliver ”ease of use”, og at brugerne får dækket deres behov. Ofte gør vi den fejl, at vi ikke får brugerne med. Det kan ikke nytte noget, at vi selv synes noget er smart og genialt.
- Når de studerende fx bruger Facebook som samarbejdsværktøj, ja, så er det der, de er. Andre systemer skal altså kunne matche denne ”ease of use”. - Hvad med at indgå en aftale med Google? De har jo opfundet systemer, der fungerer?
Men den store udfordring er plads, plads og atter plads. Og man kunne næsten tilføje som ejendomsmægleren: Beliggenhed, beliggenhed og atter beliggenhed! For både sikkerhed og kontrol er også vigtigt. Man vil gerne have kontrol med sine filer og materialer. Det er et grundlæggende krav. Men kontrol sætter også mange ting i stå.
Uddannelse og formidling
- Alt det der bygges op og dokumenteres, skal kunne gøres tilgængeligt på en let måde. Nogle museer arbejder fx med en formidlingsform, hvor man efter et museumsbesøg kan gå hjem og gense det, man har set på en elektronisk måde (video osv.). Og den gennemgang skal desuden indgå som en samlet dokumentation, der kan blive tilgængelig for alle. På den måde kan man hele tiden berige læringsobjekterne og forskningsdataene. Men det betyder, at vi skal slippe fri af de copyright betingelser, vi har i dag. Det skal være muligt at lave digitale kopier af fx malerier.
- Set fra et læringsperspektiv er den slags dokumentationer interessante for forskningen, fordi det vil vise noget om den ideologi, der er lagt frem. Ingen formidling er neutral men et samspil. Er det fx personen Munch eller tidsånden, der er rammen for den aktuelle maleriudstilling om Munch i Aarhus? Men ved at kunne dokumentere, vil det vise sig meget tydeligt, hvad det er for aspekter man lægger frem. Og det kan vi vha. af moderne teknologier.
- Vores erfaringer viser også, at udbredelse af nye teknologier skal have en vis grad af underholdningsaspekt. For os er det spørgsmålet om, hvordan folk kan lære og blive klogere.
At bruge e’et i formidlingen ligger lidt tungt
Hvad skal vi lokke forskerne med? Hvordan får vi dem med i digitaliseringens front?
- Er det noget forskere gerne vil, så er det eksponering og komme frem med synspunkter. Men vi vil også gerne i kontakt med publikum og være en del af folkeoplysningen. Det bliver desværre bare i høj grad modarbejdet af et usmidigt pointgivningssytem, hvor det eneste der tæller er at blive offentliggjort i et high ranking videnskabeligt tidsskrift, der er peer reviewed af de rigtige og udarbejdet på den rigtige skriftlige måde med kun meget få illustrationer! Men det står i modstrid med gerne at ville nå ud til et bredere publikum og praktikere, der kunne blive klogere på forskningen. Det er et oplysningsprojekt. Som det er lige nu, er det kun kollegerne der forstår. Der er ikke noget nybrud i formidlingsformen.
- Forskningsformidling trænger til et grundigt eftersyn set i lyset af e-Science. I dag er det ikke et spørgsmål om hvor mange, der læser dine forskningsresultater. Det er et spørgsmål om, at det er de rigtige. Den yngre generation vil gerne formidle i en mere åben og debatternede facon end den, vi kender i øjeblikket. Og vi skal også være åbne overfor nye former fx TV og video, hvor der er mere dynamik. Det skal også kunne tælles med i den videnskabelige produktion og være en del af forskerens markedsværdi.
Så at bruge e’et i formidlingen – det ligger lidt tungt.
Forhindringer og benspænd
- Der er mange juridiske finurligheder, der forhindrer, at man kan køre hurtigt ude på den elektroniske motorvej. Juraen er usmidig! Der er fordele ved at have en organisation som Copydan. Men alligevel er det ikke let at etablere databanker. Copyright sætter meget i stå.
- Teknologien har overhalet et produktionssystem, og det er der ingen lovgivende myndigheder, der rigtig vil se i øjnene. Men hvis vi skal lave det om – hvad er det så, vi skal bevare i det gamle system?
- Hvis vi vil det der med IT og læring, så forsinker copyrightloven processen. Noget af alt det som teknologien giver mulighed for nemlig nye måder at arbejde med stoffet på, det glider os af hænde i denne sammenhæng. Det er en stor barriere.
e-Science – er det nu, der kan komme tryk på forskningsformidlingen?
- Der tegner sig et skrækscenarie, at alt det vi kan i e-Science bliver blokeret af, at de steder du får videnskabelige points er hos alle de gode gamle konservative, der er vant til at læse en artikel i et højt videnskabeligt sprog.
- Der er altså en mærkelig diskrepans mellem noget højteknologisk digitalt og på den anden side formidlingen af alle lækkerierne.
- Så juraen er én barriere og selve den måde at formidle forskning på er en anden barriere i den fortsatte digitalisering.
Og sådan kunne samtalen fortsætte i mange timer. Fra DeiCs side vil vi løbende forsøge at tage temperaturen på forskningsmiljøernes ”udrulning” af e-Science.