DeiC Konferencen 2026: Vi dykker ned i programmet for HPC, Data Management og Forskningsnettet
Hvordan skaber vi en digital forskningsinfrastruktur, der både giver forskerne adgang til de bedste ressourcer og gør universiteterne robuste i en verden præget af nye afhængigheder, geopolitisk usikkerhed og hastig teknologisk udvikling?
Konferencen er først og fremmest til dig, som arbejder med HPC, Data Management, netværk og tjenester, informationssikkerhed eller kvanteområdet - enten på tekniker-, specialist-, forskerstøtte- eller ledelsesniveau. Som forsker er du også meget velkommen. Del din viden, styrk samarbejdet og vær med til at forme fremtidens digitale forskningsinfrastruktur.
Konferencen afholdes:
27. & 28. oktober 2026
Comwell Kolding, Skovbrynet 1, 6000 Kolding
Arrangør: DeiC
Det spørgsmål løber som en rød tråd gennem årets DeiC Konference, når vi under temaet Digital forskningsinfrastruktur i en urolig verden samler forskere, specialister, teknikere og beslutningstagere den 27.-28. oktober i Kolding.
I en tidligere artikel dykkede vi ned i programmet for sikkerhed og kvant. Denne gang ser vi nærmere på tre andre centrale områder: HPC, Data Management og Forskningsnettet med relaterede tjenester.
Fælles for dem er, at digital infrastruktur i stigende grad handler om mere end teknologi. Det handler også om adgang, samarbejde, sikkerhed og om at forstå og håndtere de digitale afhængigheder, som moderne forskning bygger på.
Det er også et centralt perspektiv hos årets keynote speaker Jan Damsgaard fra Copenhagen Business School. Digital suverænitet er ikke det samme som at være selvforsynende eller stå alene. Det handler om at opbygge handlefrihed, også når geopolitik, markedsvilkår, teknologier eller leverandører ændrer sig.
HPC: Regnekraften skal også være tilgængelig, når infrastrukturen bliver mere kompleks
HPC er under hastig forandring. Nye forskningsmetoder stiller nye krav til workloads og adgang til compute, samtidig med at software stacks, datacentre, datasikkerhed og de store europæiske infrastrukturer udvikler sig.
På DeiC Konferencen kan du derfor få konkrete indblik i en HPC-verden i forandring og i, hvordan vi sikrer forskerne adgang til de rigtige ressourcer.
Et af de centrale oplæg er “Launching EuroHPC's Federation platform” med Pekka Lehtovuori, Director, Advanced Computing Facility hos CSC i Finland.
EuroHPC's nye Federation Platform skal gøre det lettere at bruge Europas avancerede HPC-infrastruktur på tværs af anlæg. Platformen samler blandt andet adgang, software, workflows og dataoverførsel og skal samtidig understøtte de høje krav til sikkerhed.
Det er et konkret eksempel på en udvikling, hvor europæisk samarbejde bliver en stadig vigtigere del af den digitale forskningsinfrastruktur: Hvordan skaber vi adgang til meget store og specialiserede ressourcer uden at gøre infrastrukturen unødigt vanskelig at bruge?
HPC er med andre ord mere end regnekraft. Det er infrastruktur i forandring og på konferencen kan du komme tættere på både teknologien og de nye muligheder for forskningen.
Data Management: Infrastruktur skaber værdi, når den kan bruges
Forskningsdata får stadig større betydning. Ikke mindst med udviklingen inden for AI og mere dataintensive forskningsmetoder. Men data skaber ikke værdi alene ved at eksistere. De skal kunne findes, tilgås, forstås, deles og genbruges på tværs af institutioner, fagområder og lande.
Derfor sætter Data Management fokus på, hvordan de europæiske og nationale forskningsinfrastrukturer kan skabe konkret værdi for forskere, forskning og universiteter. Hvad får forskeren ud af de store europæiske infrastrukturer? Hvordan kan eksisterende danske data og services få større værdi ved at blive koblet til et europæisk økosystem? Og hvordan kan universiteterne få mere ud af de infrastrukturer og kompetencer, de allerede investerer i?
EOSC (European Open Science Cloud) udvikler sig mod et mere distribueret europæisk økosystem, hvor forskere kan få adgang til og genbruge data, værktøjer og services på tværs af landegrænser. EOSC Nodes bliver her vigtige forbindelser mellem de europæiske muligheder og de nationale forskningsmiljøer.
Med sessionen “Building EOSC Nodes: Enabling national impact within the European Open Science” præsenterer Sara Garavelli fra CSC-erfaringen fra etableringen af en national EOSC node i Finland, Anne Sofie Fink fra DeiC giver status for etablering af en dansk EOSC Nodes, og vi drøfter i salen med baggrund i de finske erfaringer, hvor en dansk EOSC node giver værdi for forskning. Programmet går samtidig tættere på blandt andet FAIR-principperne, data lifecycle, standarder og de europæiske forskningsinfrastrukturer.
Fællesnævneren er værdien: Lettere adgang for forskeren, bedre muligheder for samarbejde og genbrug i forskningen og stærkere sammenhæng mellem universiteternes egne infrastrukturer og det europæiske forskningsøkosystem.
Forskningsnettet: Hvad bliver muligt, når vi løfter digital infrastruktur i fællesskab?
Forskningsnettet er meget mere end en forbindelse mellem A og B.
Det er også tjenester og samarbejder, som hver dag gør det muligt for ansatte og forskere på de danske universiteter at arbejde sikkert og effektivt på tværs af institutioner og landegrænser.
Tjenester som WAYF og Zoom er eksempler på løsninger, der kan stilles til rådighed bredt, fordi universiteterne løfter infrastrukturen i fællesskab. Og gennem internationale samarbejder som NORDUnet og GÉANT bliver den danske forsknings- og uddannelsessektor en del af en langt større fælles digital infrastruktur.
På konferencen ser vi også ud over Danmarks grænser.
I oplægget “Apps, a platform for sovereign collaborative services at national scale” fortæller Benoît Piedallu fra det franske undervisningsministerium om en national digital platform, der tilbyder en række kollaborative værktøjer til mere end 1,2 millioner brugere baseret på Free Open Source Software.
Casen rejser et centralt spørgsmål: Hvordan skaber vi digitale tjenester, som mange kan have glæde af, samtidig med at vi bevarer handlefrihed og kontrol over kritiske digitale afhængigheder?
Open source er ikke automatisk lig med digital suverænitet, og digital suverænitet betyder heller ikke nødvendigvis, at vi skal bygge og drive alting selv. Det handler om at vide, hvad vi er afhængige af og om at have reelle valgmuligheder, hvis vilkårene ændrer sig.
Nogle gange står vi stærkere, når vi bygger det sammen.
Fra digital suverænitet til konkret handling
Sidste år var digital suverænitet temaet for DeiC Konferencen. I år tager vi næste skridt.
For afhængighederne forsvinder ikke. Forskning vil fortsat være international, teknologierne bliver stadig mere komplekse, og de bedste løsninger vil ofte være løsninger, vi udvikler, driver eller får adgang til i fællesskab.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal være afhængige af andre, men hvordan vi skaber en digital forskningsinfrastruktur, hvor vi kender vores afhængigheder og samtidig bevarer tilstrækkelig handlefrihed.
På tværs af HPC, Data Management og Forskningsnettet viser årets program forskellige sider af netop den udfordring: adgang til fælles europæisk regnekraft, sammenhængende økosystemer for forskningsdata og fælles digitale tjenester og netværk.
DeiC Konferencen 2026 finder sted den 27.-28. oktober på Comwell Kolding.
Se hele programmet og tilmeld dig DeiC Konferencen 2026.