Skip to main content

Evaluering af Data, regnekraft og netforbindelse – DeiC konference 2012

By
05/12/2012 14:12

Der var 156 deltagere på konferencen, og her har en lille skare på 24 svaret på vores evalueringsskema. Da tilbagemeldingerne er få, betragter vi kun evalueringen som en temperaturmåler – og vi opfordrer samtidig læsere, der sidder inde med bemærkninger eller kommentarer om konferencen om at sende dem til os. 

Men hvad fortæller tilbagemeldingerne så? 

Helt overordnet er der rimelig høj tilfredshed med konferencen. Skønt udbuddet af taxaer en mandag morgen i Middelfart ikke er overvældende, så var rammerne upåklagelige: Smuk novemberudsigt til Lillebæltsbroen, gode værelser og god forplejning. Dog er der en enkelt efterlysning efter ”større udvalg for vegetarer”, og en anden efterlyser ”mere sodavand”.

Som socialramme for netværk på tværs af institutionerne scorer konferencen også højt blandt de 24 svar. Alt det praktiske omkring konferencen er der også overordnet tilfredshed med. Mange har fået oplysninger om konferencen gennem konferencefolderen – andre er blevet orienteret gennem vores Nyhedsbrev.

Men hvad så med indholdet? 

Her hersker der lidt større forskel. Nogle mangler hvad de kalder nørde-sessioner, mens andre efterlyser visioner fra den globale og politiske kontekst. Denne deling træder også igennem i forhold til konferencens hovedtaler David Foster. Her er der en kommentar, der lyder ”gode pointer, interessant og underholdende”, mens anden skriver ”for meget politik”. Blandt de 24 indkomne svar er det Ole Holms videomelding ’Good morning from USA’ og CERTs ’I dybden med aktuelle sikkerhedsproblemer’, der får flest roser. Ole Holm og co. får ros for at vise trenden og ’what’s going on’.  Og kommentarerne til CERTs Tonny Bjørn og Dennis Rand er ”to meget venlige, dygtige og seriøse sikkerhedsfolk, der kan deres kram.” 

Det er jo den slags oplæg, som kan give denne type tilbagemeldinger, vi skal have med på vores konferencer. Vi opfordrer jer derfor til at byde ind med forslag til oplægsholdere til vores næste konference ’Fremtidens e-Science’ som også foregår på Comwell i Middel 1. – 2. oktober 2013.

Tilbagemeldinger fra den afholdte konference ’Data, regnekraft og netforbindelse’ samt forslag til næste konference ’Fremtidens e-Science’ skal sendes til redaktion@deic.dk

Og den heldige vinder er....

Lykkens gudinde - Karin, fra ICOA, Aarhus Universitet, (som giver DeiC Sekretariatet i Aarhus husly), har trukket en vinder af 3 flasker vin blandt navnene på dem, der havde afleveret evalueringsskemaet (elektronisk eller på papir)

Vinderen blev

Systemadministrator Mads Boye, Aalborg Universitet.

Tillykke til Mads!