Skip to main content

Styreruppen for National Data Management er trukket i arbejdstøjet

By
01/05/2014 12:05

Hele seks afdækninger af fagområdernes udfordringer, rammer, behov og muligheder ift. datamanagement er sat i værk.

Af projektleder Diba Markus

Styregruppen for National Data Management har haft sine to første møder ud af de i alt fem planlagte.

Det første møde gav et overblik over udgangspositionerne hos medlemmerne og de institutioner, de repræsenterer.

Diskussionen af de strategiske indsatsområder (Politikker; Incitamentsskabelse; Infrastrukturer; Kompetenceudvikling og forskerstøtte; Styringsstruktur; Pilotprojekter) gav indblik i, hvor Styregruppens udfordringer ligger frem mod et udkast til en national strategi med handlingsplaner og økonomiske estimater. 

Styregruppen har på den baggrund igangsat afdækninger af en række forhold for fagområderne HUM/SAM/NAT/TEK/SUND:

A. Hvilke konkrete krav stiller bevillingsgivere (EU, forskningsråd, myndigheder mv.) til datamanagement?
    Hvad skal forskningsprojekterne leve op til/hvad er baseline?
B. Hvilke juridiske/lovgivningsmæssige rammer er pt. relevante for data datamanagement i Danmark?
     Hvad skal forskningsprojekterne leve op til/hvad er baseline?
C. Hvad er best practise i udlandet, hvad angår politikker for datamanagement?

D. Hvad kan anses for best practice/mest lovende tiltag, hvad angår incitamenter for datamanagement?

E. Hvordan ser de faglige miljøer selv deres behov og præferencer, hvad angår forskningsdatamanagement?

F. Hvilke services, infrastrukturer og værktøjer tilbydes pt. på såvel universitets-, nationalt som internationalt niveau til danske forskeres datamanagement?

Afdækningerne, der er godt i vej og løses i et tværinstitutionelt samarbejde, skal informere Styregruppen. De udgør dermed en vigtig del af grundlaget for udkastet til en national strategi. Strategien forventes klar til høring omkring 1. juli.