Udbuddet om fornyelse af det optiske transmissionsudstyr på forskningsnettet gik i gang den 4. december 2015 med en prækvalifikationsrunde.
Nu er denne runde afsluttet, og DeiC har set på feltet af ansøgere. Der er færre ansøgere, end vi havde ventet. Efter vores vurdering er de heller ikke samlet set repræsentative for hele den bredde, som findes på markedet for DWDM-udstyr (Dense Wavelength Division Multiplexing).
Denne opgradering er den største investering, vi foretager i nettet i de kommende 8-10 år, hvor vi skal leve med det nye udstyr. Vi vil derfor gerne gøre alt, hvad vi kan, for at forskningsnettet får det bedste, som markedet kan præstere.
Det er baggrunden for, at vi har aflyst udbuddet her efter prækvalifikationsrunden.
Vi har begrundet håb om, at vi med en kommunikationsindsats over for de manglende udbydere kan få samlet det felt, vi ønsker, når vi genstarter processen i løbet af nogle uger.
Samlet set vil det betyde en forlængelse af indkøbsprocessen med cirka to måneder. Det er selvfølgelig ærgerligt, fordi vi betaler for fibre parallelt med de nuværende fra nu og indtil opgraderingen er færdig, men der er ikke problemer i forhold til at opretholde en stabil drift.