Hvad er ServiceInfo
ServiceInfo er en løsning, hvor systemadministratorer ved institutionerne kan udsende beskeder om driftshændelser og anden servicerelateret information til deres brugere.
Beskederne udsendes til brugere, der har valgt at abonnere på bestemte beskedkanaler, og kan efter valg modtages som e-mail, SMS og kalenderbesked, med visning i brugerens kalender.
Beskederne vises på serviceinfo.dk, og institutioner kan også vælge at benytte sig af ServiceInfos API, og dermed udstille beskederne i eget format på eget websted.
Hvornår bruges ServiceInfo?
ServiceInfo benyttes typisk af systemadministratorer til udsendelse af status-beskeder for en tjeneste. En beskedkanal oprettes til tjenesten, hvor systemadministratoren kan sende information til brugerne. Informationerne kan f.eks. omfatte:
- Planned operations: F.eks. notifikation om forventet tidspunkt og varighed af nedetid, eller nedsat funktionalitet i forbindelse med planlagt service.
- Out of Order: Akut notifikation om en servicehændelse på den berørte tjeneste.
- Solved Problems: Notifikation om en tidligere servicehændelse.
- General information: F.eks. opfordringer til bedst anvendelse af tjenesten, ny funktionalitet, eller invitation til webinarer og events, med tilhørende kalenderinvitation, der kan lægges i kalenderen på det rette tidspunkt.
Hvem kan bruge ServiceInfo?
Alle brugere af DeiCs tjenester kan benytte ServiceInfo. I eksemplet til højre vises en liste over tilgængelige tjenester fra DeiC, hvor en slutbruger har konfigureret sit abonnement.
Institutioner, der er tilknyttet Forskningsnettet, kan få sin helt egen instans, dvs. sin egen liste af beskedkanaler og sin egen administratoradgang til ServiceInfo. Her kan flere ”redaktører” få adgang til at udsende beskeder for institutionens kanaler, og flere lokale administratorer kan få adgang til at håndtere anmodninger og rettigheder mm. for institutionens brugere.
Før en ”redaktør” kan oprette, udsende og administrere beskeder, sender redaktøren en anmodning til ServiceInfos lokale administratorer, som herefter kan behandle anmodningen i ServiceInfos administrationsbrugerflade.
Benytter institutionen sig af ServiceInfos API, kan man udstille beskederne i eget format på eget websted. Det giver desuden mulighed for, at man kan give adgang til beskederne via sine egne websider.
Hvad kræver det at bruge ServiceInfo?
Det er nemt at bruge ServiceInfo. Det kræver blot en internet-forbindelse og at ens institution anvender Where Are You From, WAYF (se www.wayf.dk). Har man ikke mulighed for at anvende WAYF, kan man oprette en såkaldt DeiC-login, med almindelig brugernavn og adgangskode.
Hvad med jura, sikkerheden og persondata?
Adgangskontrol: Adgang sker via brugerens brugernavn og adgangskode fra hjemmeorganisationen (via WAYF), eller via DeiC-login – en egen oprettet konto, som kræver godkendelse af den lokale administrator. Det gælder for både slutbrugere og administratorer, hvor sidstnævnte skal oprette et DeiC-login, der kan anvendes i tilfælde af nedbrud i lokale systemer.
Dataopbevaring: ServiceInfo med tilhørende data er hostet i DeiCs datacenter på DTU i Lyngby, samt med redundans og failover i datacenter hos et datacenter i Skanderborg.
Logning: Adgang til tjenesten logges via WAYF (læs mere på www.wayf.dk), samt af ServiceInfo. Adgangsloggen slettes løbende. Udsendte beskeder opbevares i selve løsningen og er efterfølgende til rådighed for redaktører af kanalen og lokale administratorer af ServiceInfo-instansen. Udsendte beskeder gemmes lokalt hos brugerne i brugerens e-mailløsning og SMS-løsning.
Kryptering: Kommunikation mellem brugeren og tjenesten sker via krypteret forbindelse (https).
Backup: Der foretages regelmæssig backup af løsningen og data.
Databehandleraftale: Der tilbydes ingen databehandleraftale for tjenesten, da tjenesten ikke behandler persondata for brugerne. Der tilbydes databehandleraftale for WAYF.
Vilkår: Tjenesten er omfattet af Forskningsnettet Service Level Agreement.
Hvad koster det at bruge ServiceInfo?
Brugen af ServiceInfo er gratis for brugerne og administratorer, hvis institutionen er tilsluttet Forskningsnettet eller WAYF. Det gælder også, hvis man ønsker at benytte egen instans af ServiceInfo som driftstatus-tjeneste for sin egen institution.
Hvor får jeg support?
Systemsupport: Hvis du vil i kontakt med ServiceInfo support, så kontakt os venligst på e-mail: support@serviceinfo.dk.
Driftstatus for ServiceInfo: Repræsentanter og dedikerede brugere opfordres til at abonnere på drifts- og servicemeddelelser på https://serviceinfo.dk.
Tjenesteansvarlig: Thorkild Jensen er tjenesteansvarlig og kan kontaktes på support@serviceinfo.dk.