Gå til hovedindhold

International HPC

Danske forskere har via DeiC adgang til en række europæiske supercomputere gennem EuroHPC-samarbejdet.

LUMI

LUMI er Europas hurtigste supercomputer og rangerer blandt de fem hurtigste i verden. Den er placeret i CSC’s datacenter i Kajaani, Finland, og indgår i det tværeuropæiske EuroHPC-samarbejde. Gennem DeiCs deltagelse i LUMI-konsortiet, der omfatter 11 lande, har danske forskere adgang til LUMIs enorme beregningskraft.

Forskere ved danske universiteter kan søge om regnetid på LUMI gennem de nationale e-ressourcer og gennem EuroHPC’s peer-review proces. Universiteterne har også lokale LUMI-andele, som de selv administrerer via front office. For forskere med presserende behov tilbyder LUMI også hurtig adgang til ressourcer via en ad hoc-proces kaldet "director's share," som er designet til missionkritiske opgaver. Adgang til LUMI administreres gennem Puhuri-platformen, der gør det nemt at håndtere tildeling og administration af ressourcer.

Læs mere om LUMI her

Læs mere om hvordan du søger om regnetid på LUMI

LUMI-Q: Kvantecomputing for forskning i Europa

DeiC deltager i det internationale LUMI-Q projekt, som etablerer en kvantecomputer i Tjekkiet ved IT4Innovations National Supercomputing Center i Ostrava. Kvantecomputeren forventes at være operationel i 2024 og vil være tilgængelig for forskere i hele Europa.

Kvantecomputeren vil være baseret på superconducting qubits og bliver direkte forbundet med EuroHPC-supercomputeren KAROLINA samt andre EuroHPC anlæg som LUMI i Finland. Projektet kombinerer supercomputere med kvanteteknologi for at fremme forskning og innovation inden for områder som kvantekemi, kryptografi, kunstig intelligens og meget mere.

LUMI-Q konsortiet består af ni europæiske lande, herunder Danmark. Projektets finansiering udgør op til 7 millioner euro, hvor halvdelen dækkes af EuroHPC Joint Undertaking under Digital Europe Programmet, og den anden halvdel kommer fra medlemslandene i LUMI-Q konsortiet.

EuroHPC

EuroHPC er et samarbejde mellem EU, de enkelte lande samt private aktører, som arbejder for at etablere et økosystem af supercomputere i Europa. EuroHPC arbejder for at gøre Europa førende inden for High Performance Computing (HPC) og for at give europæiske aktører adgang til nødvendig computerkraft.

EuroHPC samler de mange eksisterende og kommende kræfter, der arbejder med ”high performance computing” i Europa, for at skabe bedre forudsætninger for koordinering mellem indsatserne og gøre HPC mere tilgængeligt for europæiske aktører. Ambitionerne er, at Europa skal være førende inden for anvendelsen af supercomputere og digitale teknologier til at løse en lang række opgaver inden for forskning, grøn omstilling, kunstig intelligens m.m.

EuroHPC søger særligt at skabe bedre vilkår for forskningen, men offentlige og private aktører kan også søge og få adgang til HPC gennem EuroHPC samarbejdet. Danmark har deltaget i EuroHPC samarbejdet siden 2021. Den danske deltagelse i EuroHPC initiativerne koordineres af DeiC og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

DeiC er partner i LUMI-maskinen i Finland. Derudover er der en række andre store supercomputere i drift, etableret af EuroHPC, bl.a. Leonardo i Italien, MN5 i Spanien, Discoverer i Bulgarien, Vega i Slovenien m.fl. Hertil vil den første exascale supercomputer JUPITER også være en del af EuroHPC i den nærmeste fremtid.

HPC til danske aktører

Fordi Danmark deltager i samarbejdet, har danske aktører mulighed for at søge om adgang til HPC via EuroHPC. Virksomheder, forskere og offentlige myndigheder kan søge om gratis adgang til alle EuroHPC’s maskiner.

Forskellige adgangsformer

Som nævnt er EuroHPC ikke forbeholdt én specifik type aktør, men bestræber sig på at give HPC-adgang til alle relevante projekter, uafhængigt af industri eller domæne.

EuroHPC giver derfor flere forskellige adgange til computerkraft med hensigten om at imødekomme så mange forskellige behov som muligt:

  • Extreme Scale access
  • Regular access
  • Benchmark access
  • Development accesss
  • Fast track access for academia
  • Fast track access for industry access
  • Adgang til SMV’er og store virksomheder målrettet AI og ”Data-Intensive Applications”

For hver af de forskellige adgange er der forskellige ansøgnings- og evalueringsprocesser, hvor forskellige kriterier gennemgås. Herefter er det EuroHPC, der vurderer hvilke projekter, der gives adgang.

Sådan søger du om HPC hos EuroHPC

For at få adgang skal der søges på nogle af de åbne projektindkaldelser, som EuroHPC udsender på kontinuerlig basis.

Aktuelle opslag kan ses her

For at hjælpe brugerne i gang på de store europæiske computere har EuroHPC delvist projektfinansieret opbygningen af nationale kompetencecentre. Det danske kompetencecenter, kaldet EuroCC Danmark, er etableret under DeiC og kan give sparring til de aktører, som har interesse i at få adgang til regnekraft i EuroHPC.

Læs mere om EuroCC Danmark og dine muligheder her

    Revideret
    10 dec 2024