Gå til hovedindhold

Humanistiske forskere behandler video med Computerome

Humanistiske forskere sparer tid ved at lade supercomputeren Computerome bearbejde store mængder video.
Af
29/08/2016 11:08

Hvordan bliver medlemmerne af en arbejdsgruppe gode til at samarbejde? Hvordan udvikler deres samarbejdsevner sig over tid?

Den type spørgsmål forsøger et forskningsprojekt under Dighumlab at finde svar på. I 60 dage følger projektet grupper af arkitektur- og designstuderende fra morgen til aften.

Alt hvad de studerende foretager sig bliver optaget på video – dels med faste kameraer i grupperummet, dels med bærbare GoPro-kameraer, som de studerende bærer på sig. Nogle optagelser er med 360 graders-kameraer.

"Vi vil for eksempel gerne se, hvordan en god ide kan opstå i samarbejdet. Kan vi se tegn på løsningen på et problem tidligt i processen? Bliver den en del af det færdige produkt? Den slags spørgsmål vil vi gerne finde svar på," fortæller Jacob Davidsen. Han er adjunkt på institut for kommunikation på Aalborg Universitet og deltager i Dighumlab-projektet.

Skærmbillede fra den samlede video.
Computerome samler videooptagelser fra fem kameraer til en enkelt video, som forskerne kan bruge til at analysere forsøgsdeltagernes handlinger.

Skal analysere 13 terabyte video

Det humanistiske forskningsprojekt stødte imidlertid på tekniske udfordringer: De store mængder video skal lagres og behandles. I alt har projektet indsamlet 13 terabyte videodata.

"Vores arbejde går ud på at se videoerne igennem og analysere det, vi ser. Men før vi kan det, skal videoerne samles. Vi foretrækker at se alle fem optagelser samlet på ét skærmbillede, så vi kan se den samme situation fra alle vinkler. Ellers skulle vi bruge fem gange så lang tid," siger Jacob Davidsen.

Opgaven med at redigere flere videofiler sammen til én kan klares med et program som Adobe Premiere. Hidtil har forskerne kørt det på deres egne bærbare pc'er.

"Men det er en tung opgave for en bærbar. Der kan gå fra 30 til 60 timer – og vi kan ikke engang være sikre på, at resultatet er til at bruge. Ofte er programmet gået ned midt i processen," siger han.

Computerome samler videoer

Gennem DeiC eScience kompetencecenter kom forskerne i forbindelse med folkene bag den nationale life-science-supercomputer Computerome ved DTU.

"Nu bruger vi Adobe Premiere til at oprette en skabelonfil, der angiver, hvilke videofiler der skal indgå i den færdige video, og hvor de skal placeres i billedet. Den skabelonfil sender vi til Computerome sammen med videofilerne. Så kører processen på Computerome. Det går hurtigt," fortæller Jacob Davidsen.

Han fremhæver, at supercomputeren lader forskerne komme i gang med analysen langt tidligere, end de før kunne.

"Foreløbig har vi fået lavet filer, der samler en dags optagelser i én video. I fremtiden kan vi måske ønske os at se optagelserne fra et bestemt øjeblik hver dag i en måned. Der skal vi udvikle et fleksibelt workflow, hvor vi kan levere forskellige typer skabeloner og videodata for at få forskellige slutresultater ud af det," siger Jacob Davidsen.

Cloud automatiserer behandling

På Computerome er løsningen implementeret ved hjælp af cloud-software. Systemet starter de nødvendige servere op med Windows Server 2010, behandler videofilerne og lukker serverne ned igen.

"Først brugte vi Adobe Premiere til videobehandlingen. Det kørte på en enkelt maskine, så behandlingen tog seks til otte timer. Men nu har vi paralleliseret videobehandlingen over flere servere. Så nu kan vi foretage hele processen på tyve minutter," fortæller Peter Løngreen fra Computerome-holdet.

Han ser opgaven som et interessant eksempel på, hvordan forskere fra humaniora og samfundsfag kan udnytte supercomputere, der traditionelt har været set som noget for de naturvidenskabelige og tekniske fag.

Foreløbig har forskerne ikke betalt noget for videobehandlingen, idet den er kørt som et pilotprojekt finansieret af DeiC eScience kompetencecenter. Når de 10.000 regnetimer i pilotprojektet er opbrugt, skal parterne aftale en pris.