Gå til hovedindhold

DeiC og supercomputercentre inviterer forskere til temadag om supercomputere

Forskere og deres forskning er i centrum ved den supercomputerdag, som DeiC inviterer til i samarbejde med Danmarks tre nationale supercomputeranlæg.
Af
13/10/2016 08:10

Hvordan kan jeg anvende supercomputere i min forskning?

Det spørgsmål vil DeiC gerne hjælpe forskere med at besvare. Derfor indbyder DeiC eScience kompetencecenter sammen med de nationale supercomputercentre forskere til temadag om supercomputere den 7. november på DTU.

På dagen er DeiCs tre nationale supercomputere repræsenteret: Abacus 2.0 ved Syddansk Universitet i Odense, Computerome ved DTU Risø og Kulturarvsclusteret ved Statsbiblioteket i Aarhus.

Blandt oplægsholderne er professor Søren Brunak, der fortæller om fremtidstendenser inden for life-science-området.

Endvidere fortæller en række forskere, hvordan supercomputere har indgået i deres forskningsprojekter. Ph.d. Emma Hagberg taler om bekæmpelse af sygdomme i minkbranchen, og hvordan supercomputeren Computerome hjalp hende i hendes forskningsprojekt hos Kopenhagen Fur.

Lektor Simon Rasmussen fra DTU fortæller om at rekonstruere patogener fra oldtiden. Også emner som strukturoptimering og klimamodellering bliver berørt.

Forskernes indlæg er opdelt i to spor. Flere af indlæggene indeholder eksempler på opgaver, der var for store til at løse på en pc, men som krævede en supercomputer.

Det er gratis at deltage. Frist for tilmelding er tirsdag den 1. november.

Sproget på temadagen er engelsk.