Gå til hovedindhold

Forum for forskningsdata starter ti aktiviteter

Nationalt Forum for Forskningsdata Management har på sit første møde fundet fælles fodslag og påbegyndt arbejdet med de første aktiviteter.
Af
02/09/2015 10:09

På et intensivt todages arbejdsmøde har Nationalt Forum for Forskningsdata Management lagt planer for de næste tre års arbejde. De første aktiviteter er allerede sat i gang.

”Vi koncentrerede os om to opgaver på mødet. For det første skulle vi finde fælles fodslag: Vi skulle alle være enige om, hvad vi skal opnå. For det andet skulle vi formulere konkrete opgaver, vi vil løse,” fortæller Henrik Pedersen, der er formand for forummet.

Han oplevede et stort engagement blandt forummets 27 medlemmer. Det fremgår også af, at mødet mundede ud i ti konkrete opgaver, som medlemmer allerede har påtaget sig at stå for.

Et eksempel er en opgave, der tager udgangspunkt i, at de danske forskningsinstitutioner nu skal skrive datamanagement-politikker for deres forskere. Opgaven går ud på at udarbejde råd og retningslinjer for, hvordan sådan en politik kan se ud.

”Formålet er at sikre, at en datamanagementpolitik ikke kun bliver en samling løftede pegefingre. For at forskerne kan bruge den, skal den også indeholde konkret hjælp til dem om, hvordan de håndterer deres forskningsdata,” siger han.

Arrangørerne havde med vilje valgt at fokusere på emnet i stedet for udenværkerne. Derfor brugte mødet ikke tid på at udarbejde forretningsorden eller finpudse kommissoriet.

”Det arbejde må vente, det afgørende var at komme i gang med forskningsdatamanagement,” forklarer Henrik Pedersen.

Open access til data

De senere år har der været en bevægelse for at gøre akademiske artikler tilgængelige for alle. Henrik Pedersen venter en lignende open access-bevægelse inden for forskningsdata:

”Efterhånden som næsten alle forskningsdata bliver digitale, vil der komme et krav om fri adgang. For at kunne leve op til det skal forskerne have styr på hele datalivscyklussen. Det kan vi i forummet hjælpe den danske forskningsverden med at forberede sig på,” siger han.

En af de aktiviteter mødet satte i gang, er derfor at udarbejde undervisningsmateriale om forskningsdatamanagement for både studerende, vejledere og forskere.

Nationalt Forum for Forskningsdata Management mødes næste gang på et heldagsmøde i begyndelsen af oktober. Henrik Pedersen satser på mindst fire heldagsmøder om året.

Læs mere

Nationalt Forum for Forskningsdata Management - medlemsoversigt

Nationalt Forum for Forskningsdata Management - aktiviteter