Gå til hovedindhold

Kabelbrud ramte svensk forskningsnet

Det hidtil alvorligste nedbrud i Sunets 30-årige historie satte flere organisationer af netværket i nogle timer.
Af
29/01/2015 09:01

Sunet, der er forskningsnettets svenske pendant, blev ramt af et kabelbrud den 20. januar. Flere organisationer var uden netforbindelse mellem klokken 14 og 19.

Nedbruddet regnes for det alvorligste i Sunets 30-årige historie. Mindst fire kabler i Västeråsområdet blev gravet over på samme tid.

"Sunets redundante net er sikkert og stabilt i hele landet, så i teorien skal dette ikke kunne ske. Da Sunets nuværende net blev etableret i 2006, var det et krav, at de faktiske kabler rent fysisk i marken skulle ligge mindst ti meter fra hinanden. Lige nu ved vi ikke, nøjagtig hvad der skete, og hvorvidt vores to net der, hvor ulykken skete, rent faktisk ligger i henhold til vores krav," siger driftsansvarlig Börje Josefsson til Sunets webside.

Han oplyser, at Sunet kun en gang i de sidste 15 år har haft et nedbrud, der berørte så mange kunder. Det varede i 14 minutter.

Det danske forskningsnet blev ikke direkte berørt af nedbruddet. Men nogle brugere kan have været ude for, at de ikke kunne få kontakt til svenske tjenester på den ramte del af nettet.

Hændelsen har gjort de svenske driftsfolk opmærksomme på et problemområde: Hvordan kommunikerer de med berørte organisationer, når der sker et så omfattende nedbrud?

"For eksempel sendte vi mail ud til vores kontaktpersoner, men eftersom mange var helt uden netforbindelse, nåede informationerne ikke frem. Vi vil udarbejde alternative kommunikationsveje for det tilfældes skyld, at dette skulle ske igen. Og så arbejder vi på at gøre vores net endnu bedre," siger Börje Josefsson til Sunets webside.

Læs mere

Om Sunets driftsavbrott 20 januari – vad var det som hände?