Gå til hovedindhold

Søg om regnetid på europæiske supercomputere

PRACE-samarbejdet har åbnet for ansøgninger om regnetid i to puljer: Dels til de allerstørste supercomputere, dels til mindre anlæg.
Af
17/10/2016 14:10

Danske forskere kan nu søge om regnetid på de europæiske supercomputere, der indgår i PRACE (Partnership for Advanced Computing in Europe).

Den ene ansøgningsrunde, PRACE Call 14, er den første i fase 2 af PRACE-projektet. Her kan forskere søge om ressourcer på syv store supercomputeranlæg i Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Schweitz. Der er tale om såkaldte Tier-0-anlæg, det vil sige de største supercomputertyper.

I alt bliver der uddelt to milliarder kernetimer. Det er tre gange mere end i den foregående runde.

Den anden ansøgningsrunde hedder DECI-14 og dækker Tier-1, der er lidt mindre supercomputere. Der uddeles adgang til ressourcer i et år. DECI (Distributed European Computing Initiative) er beregnet til projekter, hvor ansøgeren ikke har adgang til den nødvendige computerkraft i sit eget land, men hvor behovet er mindre end det, som et Tier-0-anlæg kan opfylde.

Ansøgningerne behandles ud fra det videnskabelige indhold i projekterne. Hvis et forskningsprojekt får tildelt regnetid, skal forskerne ikke betale for den – betalingen er dækket af Danmarks medlemskab af PRACE via DeiC.

Ansøgningsfristen er den 21. november kl. 10 for PRACE og kl. 17 for DECI.

Information om PRACE Call 14 og DECI-14