Gå til hovedindhold

Tjenesteudbydere skal betale for WAYF

Udbydere af tjenester med login via WAYF skal fremover betale et mindre beløb for at være tilsluttet tjenesten.
Af
23/01/2017 10:01

Det har hidtil været gratis for tjenesteudbydere at være tilsluttet WAYF (Where Are You From). I år bliver der indført en årligt gebyr på 100 kr. samt en betaling for hvert login udført via NemLog-in.

WAYF gør det muligt for brugere på en institution at logge på hos deres egen institution, hvorefter de nødvendige oplysninger sendes til den tjeneste, de gerne vil ind på. Dermed slipper tjenesteudbyderne for at skulle integrere med hver enkelt institution – med en enkelt integration med WAYF har de adgang til brugerne fra alle de identitetsudbydere, der også er tilsluttet.

Den nye betaling indføres for at løse et problem med indlogning via NemLog-in. En institution, der ikke betaler til WAYF, kan i dag lade sine brugere logge ind på tjenester tilsluttet WAYF via NemLog-in. Dermed slipper institutionen for at være med til at dele udgifterne til at drive WAYF.

Fordeler man udgifterne til at drive WAYF på de logins, tjenesten behandler, bliver udgiften pr. login 25 øre.

Da det ikke er muligt at opkræve betaling for indlogninger via NemLog-in, placeres udgiften hertil i stedet hos tjenesteudbyderne. Derfor skal de fremover betale 25 øre pr. login til deres tjeneste, der går via NemLog-in.

De institutioner, der betaler for at være tilsluttet forskningsnettet, og som bruger NemLog-in til fx password-reset-tjenester, vil ikke opleve nogen ændring, da det samlede beløb til WAYF er indeholdt i betalingen til forskningsnettet. Det forventes ikke at stige af den grund.

Beskytter WAYF-infrastrukturen

Divisionsdirektør Martin Bech fra DeiC understreger, at formålet ikke er at få en ny indtægtskilde.

"Det handler om at beskytte WAYF-infrastrukturen ved at sikre, at udgifterne til driften fortsat er dækket," siger han.

Alle tjenesteudbydere vil i løbet af den nærmeste måneds tid modtage en opdateret aftale om tilslutning til WAYF.

Læs mere