Gå til hovedindhold

Søg om gratis regnetid på store europæiske supercomputere

PRACE har offentliggjort den 16. ansøgningsrunde om regnetid på samarbejdets supercomputere.
Af
02/10/2017 14:10

Næsten 1,9 milliarder kernetimer er i puljen, når PRACE (Partnership for Advanced Computing in Europe) uddeler regnekraft på nogle af de største supercomputere i Europa.

Forskere fra danske universiteter er velkomne til at søge, da Danmark er medlem af PRACE via DeiC.

For at få tildelt regnekraft skal ansøgerne sandsynliggøre, at deres projekt er videnskabeligt eller teknisk fremragende. Kan de det, skal de ikke betale for at bruge supercomputerne. Man skal ansøge om mindst 15 millioner kernetimer.

I den 16. ansøgningsrunde tildeler PRACE regnetid på supercomputere i Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Schweiz. Det drejer sig om de såkaldte Tier-0-computere, der er de største i PRACE-samarbejdet.

Under udbygning

Et par af computerne er ved at blive udbygget eller afløst: Den franske Curie og den tyske Juqueen. Her vil forskernes programmer først komme til at køre på det eksisterende system, hvorefter de senere vil blive flyttet til den nye generation.

På det italienske Marconi-supercomputeranlæg bliver der mulighed for at anvende processorer med Intels Knights Landing-teknologi. Da den teknologi er ny, og da noderne er forbundet via Intels Omni-Path-netværk, som også er ny, tilbydes der teknisk hjælp til dem, der søger om at køre på dem.

Der er ansøgningsfrist den 21. november kl. 10. Ansøgerne får besked i slutningen af marts 2018, og projekterne kan gå i gang med at bruge computerne fra den 3. april.

Læs mere