PRACE (Partnership for Advanced Computing in Europe) tilbyder forskere mulighed for at forberede sig på at bruge supercomputere. Det sker gennem "preparatory access" – en mulighed, som forsker Mads R.B. Kristensen fra Niels Bohr Institutet anbefaler flere at benytte sig af.
"Med preparatory access kan man komme til at afprøve sin programkode, så man kan se, om den kan køre på en maskine med mange processorer. Man kan også få hjælp til at optimere koden og algoritmerne," sagde Mads Kristensen på et indlæg på DeiC konference 2017.
Han mener, at muligheden for at få preparatory access er overset i forhold til de store projekter, som PRACE indkalder ansøgninger til to gange om året. Her kan man søge om tusindvis af regnetimer på nogle af Europas største supercomputere.
Eksperter hjælper med at optimere
Men hvor der oftest er skarp konkurrence om den type adgang, er det nemmere at komme i betragtning til preparatory access.
" Jeg er selv en del af ekspertteamet i PRACE. Som en del af preparatory access har jeg blandt andet hjulpet klimaforskere med at effektivisere og optimere deres klimasimuleringer med stor succes," fortalte Mads Kristensen.
Forskere kan søge om fire former for preparatory access.
- Type A: Formålet er at analysere skalerbarheden og andre parametre, der kan være relevante, hvis koden skal køre på en PRACE-computer. Max to måneder.
- Type B: Formålet er at udvikle kode og optimere den. Max seks måneder.
- Type C: PRACE-eksperter hjælper brugerne med at udvikle og optimere kode. Max seks måneder med max seks personmåneders assistance fra eksperterne.
- Type D: Kodetilpasning og -optimering på et PRACE Tier-1-system. Som afslutning får man tid på et Tier-0-system som under Type A. Max 12 måneder med max seks personmåneders assistance fra eksperter.
Forskere kan løbende søge om type A og B. Ansøgninger om type C og D evalueres fire gange om året, næste ansøgningsfrist er den 1. december.
"Hvis man er ny på supercomputerområdet, er det meget lærerigt at få 100.000 kernetimer stillet til rådighed. Det er et godt sted at begynde," sagde Mads Kristensen.
Læs mere
- PRACE Preparatory Access
- PRACE Preparatory Access Terms of Reference
- Danish use of International High Performance Computing, Mads Kristensens præsentation på DeiC konference 2017