Gå til hovedindhold

Tak for deltagelsen i DeiC konferencen 2023!

En stor tak til deltagere, talere og sponsorer, som var med til at gøre årets DeiC konference til en succes!
Af
20/11/2023 08:11
Billede
DeiC konference 2023
Foto: Hjortlund Medier

Den 7. og 8. november samledes 250 deltagere, taler og sponsorer på Comwell Kolding til det, vi på DeiC betragter som årets begivenhed: DeiC konferencen. Antallet af tilmeldte til årets konference var i år rekordhøjt, og den store opbakning viser, at viljen og interessen for at styrke dansk forskning og uddannelse gennem samarbejdet om DeiC aldrig har været større.

Fælles mål, fælles indsats

Netop vigtigheden af den fælles indsats for at nå et fælles mål, var et vigtigt tema i flere af de indledende præsentationer fra DeiCs ledelse, universiteterne og Uddannelses og Forskningsstyrelsen:

Vi har brug for det hurtigst mulige løb på forkant af digitalisering. Det kan kun lade sig gøre, hvis forskere, studerende, IT-personale på universiteterne bakker op om DeiC, deltager i DeiC og anvender DeiC. Anne Marie Falktoft, vicedirektør, Uddannelses- og forskningsstyrelsen

DeiC står i de kommende år over for mange vigtige opgaver. Herunder implementering af en national Data Management strategi baseret på FAIR principperne, håndtering af en stigende efterspørgsel på HPC ressourcer, opgaven med at styrke danske forskningsinstitutioners resiliens overfor cyberangreb og ikke mindst DeiCs rolle i den nye nationale kvantestrategi. Som understreget af Anne Marie Falktoft er det derfor glædeligt at DeiC, med den nye bekendtgørelse, har fået et styrket arbejdsrum til at fremme universiteternes samarbejde og drive den nationale udvikling fremad.

Inspiration, debat og netværkspleje

Programkomiteen havde sikret et bredt og spændende program med indlæg og debat, som repræsenterede alle DeiCs forretningsområder:

I Net og Tjenester sporet var der blandt andet fokus på AI, IoT og fiber over Nordpolen. I Sikkerhedssporet var der fokus på regeringens nye cybersikkerhedsstrategi og arbejdet for at styrke sikkerheden i forskningssektoren. På HPC sporet var der spændende oplæg om blandt andet EuroHPC samarbejdet, samt hele 8 use cases der beskrev, hvordan supercomputing skaber værdi for STEM, humaniora og samfundsvidenskab. Endelig blev der på Data Management sporet stillet skarpt på universiteternes arbejde med Data Management og implementering af FAIR strategien, de nye nationale Data Management tjenester og hvordan bedre Data Management praksis integreres i forskningsarbejde. Som noget nyt blev de faglige oplæg suppleret med paneldebat og brain storm.

Fra Data Management i DeiC glæder vi os over, at der igen i år var stor interesse for DM sporet ved årets DeiC Konference, og det vil ikke være sidste gang, vi prøver med andre sessionsformater til få interaktion og videndeling til at fylde. Vi fornemmer stor interesse for vores DM spor – fra ikke-danske talende forskere nationalt og internationalt. DeiC Konferencens DM spor giver adgang til at præsentere og debattere emner, der ikke umiddelbart har plads på andre konferencer. Det er noget særligt og værdifuldt. Anne Sofie Fink Kjeldgaard, leder af Data Management, DeiC.

Kvanteområdet var naturligvis også repræsenteret i såvel HPC sporet som i en spændende afsluttende keynote session om Hybrid Quantum Chemistry on Hybrid NISQ Quantum Computers, ved Stephan P. A. Sauer, Department of Chemistry, University of Copenhagen.

Som i de foregående år, foregik det væsentlige dog ikke kun i fagsporene men også i høj grad mellem sponsorstande, over buffeten og ved kaffestanden, hvor deltagerne havde mulighed for at tale sammen og styrke de gode relationer.

Se video om konferencen her:

Find hele programmer for dag 1 og dag 2 her.

Se også de forskellige opslag på sociale medier med #DeiC23.

Endnu en gang tak for jeres deltagelse og bidrag og på gensyn til DeiC konferencen 2024.