Gå til hovedindhold

Registerforskning på vej mod fremtiden

I hjertet af København blev registerforskningens fremtid diskuteret, da KOR den 2. oktober 2024 inviterede til den årlige Registerforskningskonference.
Af
14/11/2024 00:11
Billede
Konferencen
DeiC

”Det, vi i dag har fået nogle nedslag i, er måske den største fælles, kulturelle rejse, som de europæiske forskere har været igennem. Open science, FAIR, og hvordan vi publicerer, er alle enorme forandringer, der foregår inden for nogle ganske få årtier.”

Sådan sammenfattede DeiCs bestyrelsesforperson, John Renner Hansen, ved dagens afslutning en konference, der havde budt på en række nedslag i nye tendenser, som vil påvirke rammerne for registerforskning i fremtiden. Det er tendenser inden for blandt andet open science, FAIR, nye standarder for forskningsmeritering og sundhedspolitiske samarbejder på europæisk niveau. 

Godt 100 deltagere var samlet under de gamle bjælker i det moderniserede pakhus til en konference under overskriften: ”Når nye forskningstendenser møder registerforskeren.” Her blev fremtidens registerforskning grundigt belyst gennem en række oplæg. Som KORs forperson, Kirsten Ohm Kyvik, fremhævede i sin velkomst, er FAIR, open science, COARA og lignende initiativer alle opstået som reaktion på den stigende digitalisering. I de senere år har de vundet politisk og institutionelt indpas, men den praktiske implementering halter ofte bagefter. For at bevare dansk registerforsknings status som verdensførende er det afgørende at engagere sig i en debat om, hvordan disse nye begreber kan omsættes til konkrete fordele, der styrker forskningen, fremfor at forblive abstrakte koncepter, der opleves som besværlige eller ligefrem hæmmende i forskernes dagligdag.

Talerrækken bestod af Benjamin Derksen, Informationsspecialist ved Det Kgl. Bibliotek, Mareike Christina Harms Buss, RDM Seniorrådgiver ved Copenhagen Business School, Bertil Fabricius Dorch, Bibliotekschef ved Syddansk Universitetsbibliotek, og Katrine Højen Vad, Fuldmægtig i Strategi og Udvikling ved Sundhedsdatastyrelsen. Dagens ordstyrer var Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved VIVE, som behørigt guidede konferences deltagere igennem dagen.

Oplæggene affødte livlig debat mellem deltagerne, som talte både registerforskere og personer i forskningsstøttefunktioner. For mens det er tydeligt, at hverken open science eller FAIR er til at slippe udenom, og mens der var bred enighed blandt deltagerne om, at demokratiseringen af videnskaben ligger i naturlig forlængelse af videnskabelige grundprincipper om transparens og altruisme, så melder der sig alligevel et spørgsmål om, hvordan man i praksis kommer i mål med at gøre dansk registerforskning mere åben og tilgængelig.

For at komme i mål kræves nemlig ikke blot vilje, men også ressourcer til at ændre praksis og erhverve nye kompetencer hos såvel forskere som forskerstøttepersonale.

Hvordan skal man som forsker frisætte ressourcer til at FAIRificere omfattende forskningsprotokoller? Hvad med hensynet til at beskytte intellektuel ejendom? Og hvad er de praktiske og konkurrencemæssige faldgruber ved at lade nye standarder for forskningsmeritter erstatte H-index og journal impact factor?

Ved dagens afslutning stod det klart, at implementeringen af FAIR, open science og COARA ikke blot forudsætter en ændring i sindelag hos forskerne, men også kræver træningsmuligheder og incitamentsstrukturer i form af økonomisk støtte og akademisk anerkendelse ved forskningsinstitutionerne. Tydeligt stod også vigtigheden af at sikre en national infrastruktur, som kan understøtte nye krav til datahåndtering. Her spiller DeiC en afgørende rolle, og det affødte klapsalver, da chef for Data Management ved DeiC, Anne Sofie Fink Kjeldgaard, kunne afsløre den forestående lancering af det nationale data repository, DeiC Dataverse.

Deltager Camilla Green, som arbejder med dataadministration i Danmarks Nationalbank, deltog i år på konferencen for første gang og var især positiv overfor de muligheder for deling af viden, som konferencen giver:

”Der foregår en masse ting udenfor vores organisation med hensyn til arbejdet med data, og det er vigtigt at følge med i, hvad der foregår hos andre, og hvordan folk udenfor vores organisation bruger data, og hvilke arbejdsprocesser og tanker andre organisationer gør sig med hensyn til data i fremtiden. Så vi både kan følge med, men også hele tiden forholde os til, hvordan vi selv bruger det.”

Vi ser frem til at mødes igen til næste års konference.

 

Gå ikke glip af

På konferencen holdt Mareike Christina Harms Buss, RDM Seniorrådgiver ved Copenhagen Business School, et oplæg om FAIR data. Se eller gense oplægget her.