Jobbet
Til en nyoprettet stilling søger vi en kommunikationsmedarbejder med interesse for at formidle teknisk indhold om vores fagområder på forskellige platforme og medier. Dine opgaver vil spænde bredt lige fra at sørge for, at vores webindhold er opdateret til at hjælpe ved events og konferencer, samle trådene til vores nyhedsbrev, være reporter i marken samt koordinere og støtte forskellige projekter i kommunikationsafdelingen. Du vil indgå i vores kommunikationsteam, hvor der samarbejdes på kryds og tværs om en række forskellige kommunikationsopgaver i tæt forbindelse med sekretariatet og DeiC's teknisk-faglige teams. Kommunikationsteamet består af to kommunikationskonsulenter, en eventansvarlig, en studentermedhjælp og en tilknyttet web- og grafikansvarlig.
Dine væsentligste opgaver
Sammen med de øvrige i teamet bliver du ansvarlig for kommunikation for områderne supercomputing, data management, kvanteteknologi, forskningsnet og tilknyttede tjenester. Der er tale om en allround stilling med fokus på drift, hvor du får rig lejlighed til at prøve kræfter med en bred række kommunikationsopgaver. Vi skal have nyt website, og din vigtigste opgave bliver at holde vores hjemmeside løbende opdateret på indholdet. Derudover følgende opgaver:
- Formidling af resultater og historier fra DeiCs afdelinger og samarbejdsprojekter til hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier
- Indholdsmæssig vedligeholdelse af DeiCs hjemmesider i samarbejde med vores afdelinger
- Overvågning af aktivitet og performance på sociale medier og hjemmesider
- Redaktion og korrektur af nyheder og øvrige tekster
- Støtte og koordinering af kommunikationsopgaver i forbindelse med den årlige DeiC konference samt andre interne og eksterne events
- Koordinering og produktion af publikationer og grafisk materiale til events og møder
- Koordinering og administrativ støtte til kommunikationsteamet, f.eks. SoMe planer, redaktionsplan, Teams-kanal, billeder mv.
Det er vigtigt, at du kan trives i en hverdag med mange forskellige typer opgaver, en bred kontaktflade til mange forskellige typer af mennesker, og at du ikke er bange for at påtage dig ”rugbrødsarbejde”, administrative opgaver og træde til, der hvor der er brug for det.
Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du:
- Har en relevant akademisk kandidatuddannelse i kommunikation eller tilsvarende relevant erfaring inden for kommunikation. Du kan enten være nyuddannet eller have et par års praktisk erfaring indenfor området
- Erfaring med at formidle teknisk tunge emner i et letforståeligt sprog
- Kommunikerer ubesværet på dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt, og har styr på grammatik og tegnsætning
- Kan vinkle historier og omsætte dem til skarpe budskaber på sociale medier
- Har forståelse for informationsstruktur og navigering på websites, brugeroplevelse og SEO
- Arbejder selvstændigt, tager initiativ og ansvar og følger dine opgaver til dørs, og at du sætter en ære i at levere et godt stykke arbejde
- Er indstillet på (begrænset) rejseaktivitet i forbindelse med dækning af events, som primært er nationale
- Har erfaring med eller interesse for at anvende forskellige typer IT-løsninger og software-systemer, f.eks. i forhold til grafik, video (fra mobil), print (kopiering mv.), web og digital kommunikation
Hvad tilbyder vi dig:
Du kan se frem til en uformel dagligdag, hvor vi vægter faglighed og humor højt. Du vil få dygtige kolleger og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. DeiC er en distribueret organisation, hvor vi arbejder på tværs med kolleger placeret rundt omkring i landet. I kommunikationsteamet har vi en meget bred kontaktflade, både internt i DeiC og eksternt til institutioner, forskere, virksomheder og vores samarbejdspartnere i ind- og udland.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst. Stillingen er på 37 timer og ønskes besat hurtigst muligt. Arbejdsstedet er i DeiCs lokaler på DTU Campus i Lyngby.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 17. juni 2024. Klik på linket her, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder for DeiC Camilla Mariana Johansson på mail camilla.johansson@deic.dk eller telefon 9351 0909.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.
Om DeiC
Danish e-infrastructure Consortium (DeiC) er det nationale samarbejde med og mellem universiteterne om levering af digital forskningsinfrastruktur. DeiC's hovedopgaver er levering af Forskningsnettet og tilhørende tjenester, sikkerhed, datalagring og data management-tjenester, supercomputere og kvanteinfrastruktur. DeiC koordinerer den nationale infrastruktur og repræsenterer samarbejdet i internationale organisationer. DeiC er defineret i bekendtgørelse BEK655 af 23/05/2023. DeiC udvikler og koordinerer samarbejdet om digital forskningsinfrastruktur mellem universiteterne med det formål, at forskerne skal have adgang til en digital forskningsinfrastruktur, der muliggør forskning og uddannelse på internationalt niveau.
Alle medarbejdere er ansat på DTU, som er værtsuniversitet for DeiC. Vi er fysisk placeret på kontorer på henholdsvis DTU, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet og er vant til at arbejde sammen på tværs via digitale platforme. Læs mere om DeiC: www.deic.dk.