Gå til hovedindhold

Temaet for DeiC Konferencen 2025 er Digital Suverænitet

Planlægningen af DeiC Konferencen 2025 er i fuld gang. Årets tema er brændende aktuelt.
Af
07/03/2025 12:03
Billede
Programkomite for DeiC Konferencen 2025
DeiC
Programkomiteen 2025 består af repræsentanter fra universiterne, DeiCs faglige afdelinger og samarbejdspartnere.

Mandag den 24. februar 2025 tog programkomiteen første spadestik til DeiC Konferencen 2025. Det skete ved en heldagsworkshop på DeiC i Lyngby med fokus på årets tema og program. 

Temaet for årets konference bliver Digital suverænitet i den digitale forskningsinfrastruktur. Et emne der ifølge Direktør Gitte Kudsk er brændende aktuelt:

”Danmark og Europa er netop nu under enormt pres for at sikre større selvstændighed og sikkerhed. Derfor er Digital suverænitet i forskningens e-infrastruktur et oplagt tema for årets DeiC konference. Kravet og ønsket om digital suverænitet opleves både gennem et stort pres nationalt og europæisk på AI-understøttelsen, meget mere fokus på sikkerhed og sammenhæng i hele infrastrukturen og ønsket om god udnyttelse af data på tværs af Europa.  En af de udfordringer, som konferencen vil tage op, er muligheden for anvendelse af alternative - og måske - mere sikre systemer og programmer”.

Martin Bech, chef for DeiC Forskningsnettet tilføjer:

”Digital suverænitet får måske mange til at tænke på GDPR og dataoverførsler til lande uden for EU og de mange udfordringer, der er med det. Det er bestemt vigtigt, men digital suverænitet handler også om at der eksisterer alternativer til "big tech", at vi kan sikre kontrol over data i hele dens livscyklus og at vores infrastruktur er robust i forhold til angreb, sabotage, kompromittering osv. Sikkerhed omkring behandlingen af data på de HPC-facilteter vi har til rådighed og kvantekryptering er også en del af dette billede. Motivationen for dette tema trænger sig desværre på fra alle sider: handelskrig, amerikansk deregulering, frygt for spionage, vendor lock-in, hybridkrig og sabotage. På årets DeiC konference prøver vi at finde frem til mulige svar på nogle af disse områder”.

Programkomiteen diskuterede i løbet af workshoppen mængder af gode ideer og spændende formater, som skal sikre, at konferencens deltagere har mulighed for at engagere sig endnu mere aktivt under konferencen. Vi glæder os til at præsentere årets spændende program senere på foråret.

DeiC Konferencen 2025 finder sted på Comwell Kolding den 28. & 29. oktober 2025.

Tilmeldingen til konferencen åbner i foråret 2025.

Se medlemmerne af programkomiteen her

Læs mere om DeiC Konferencen her

Vil du være sponsor?

Du har igen i år mulighed for at være sponsor ved DeiC Konferencen. Her har du rig mulighed for at opnå synlighed overfor og netværke med beslutningstagere og influenter indenfor digital infrastruktur til forskning og undervisning. DeiC Konferencen er kendt for den gode stemning og er en begivenhed, som alle ser frem til, især med fokus på ny viden og det at netværke med ligesindede. Hvis du er interesseret i at være sponsor, kan du kontakte konferenceansvarlig Susanne Hodges susanne.hodges@deic.dk.

Hvis du vil være sikker på at modtage nye informationer om DeiC konferencen, så følg med i vores nyhedsstrøm her og på Sociale Medier.