
Efter tre hele dage med besøg af vores auditor Diana Görlitz fra DNV (Det Norske Veritas), er resultatet af årets ISO27001-audit klar. Ingen påtaler eller observationer, kun ros og forslag til ting, vi evt. kan gøre endnu bedre. Der var særlig ros til Mikael Stamm og det meget store arbejde, han havde lagt i at få forberedt denne audit.
Denne gang er certificeringen udvidet til at omfatte hele Forskningsnettet med sine 350 lokationer, og ikke blot som hidtil det net, der understøtter de to datacentre. ”Vi er meget stolte af, at vi ikke har fået en eneste påtale eller observation men kun ros for syv punkter og yderligere otte forslag til ting, vi evt. kan gøre bedre”, udtaler en glad Martin Bech, direktør for DeiC Forskningsnettet. Med denne udvidelse er det hans vurdering, at Forskningsnettet også er i overensstemmelse med NIS2 som kritisk infrastruktur.

Ud over vores auditor Diana Görlitz fra DNV (i midten) viser billedet Datacenterchef Ole Kjærgaard (til venstre) og projektleder for ISO27001-indsatsen Mikael Stamm (til højre) som er to centrale aktører, selvom ISO27001-indsatsen er noget, der omfatter stort set alt driftspersonale i Forskningsnettet.