Behandling af Big data er ikke længere forbeholdt forskere inden for teknik og naturvidenskab. Med den nye supercomputer DeiC Nationale Kulturarvscluster, Statsbiblioteket i Aarhus får forskere inden for humaniora nemlig mulighed for at dykke ned i massive datasæt fra millioner af tv- og radioudsendelser, hjemmesider og historiske aviser og analysere dem. Dermed bliver det meget lettere for forskerne at bedrive kvantitativ forskning og dermed vise sammenhænge, vi ikke har kendt før og berige os med ny viden om dansk mediekultur og kulturhistorie.
Projektet giver samtidig adgang til en række værktøjer, som også kan bruges til forskning i materialer, der ikke indgår i Statsbibliotekets samlinger.
"Etableringen af Kulturarvsclusteret illustrerer på markant vis, at Kulturministeriets bevaringsinstitutioner har en vigtig rolle at spille i e-videnskab og ikke mindst i det digitale Danmark. Vi glæder os til, at vores samlinger kommer i spil på helt nye måder, og vi ser frem til samarbejdet med forskerne," siger Statsbibliotekets direktør, Svend Larsen.
Eksempelvis indeholder radio-/tv-samlingen, som forskerne nu får mulighed for at analysere på nye måder , mere end 1 mio. timers tv-udsendelser og mere end 1,5 mio. timers radioudsendelser udsendt på danske kanaler fra 1980’erne til i dag. Men samlingen byder også på store mængder metadata såsom programtitler, udsendelsestidspunkter og undertekster afhængigt af oprindelsesåret.
I første omgang begynder Kulturarvsclusteret med en række pilotprojekter, men i løbet af 2016 bliver det muligt for alle danske forskere at få adgang til infrastrukturen.
Som en del af Kulturarvsclusteret får forskerne adgang til IBM’s Biginsights platform. Platformen består af den frit tilgængelige Open Data Platform (ODPi), og oven på denne et sæt af avancerede analyseværktøjer udviklet af IBM.
Troels Bisgaard Vig, Salgsdirektør, Offentlig Sektor, IBM Danmark, siger om samarbejdet: "Vi er i IBM Danmark rigtig glade for, at DeiC og Statsbiblioteket har valgt IBM’s frit tilgængelige Open Data Platform (ODPi) i kombination med IBM Biginsights til at få større værdi ud af de store mængder meget væsentlige kulturelle data, som Statsbiblioteket ligger inde med. IBM’s bidrag er kun en lille men vigtig del af et meget relevant projekt, der gør, at flere kan få gavn af en kulturarv, som allerede findes, men som utrolig få tilgår."
Kulturarvsclusteret er den tredje nationale danske supercomputer, som DeiC er med til at etablere.
"Med Kulturarvsclusteret får forskere inden for humaniora og samfundsfag mulighed for at arbejde med data, der er relevante for deres forskningsområder. Statsbiblioteket har enorme mængder af digitalt materiale, som det kræver massiv regnekraft at kunne behandle, det får forskerne mulighed for med etableringen af kulturarvsclusteret," siger bestyrelsesformand Børge Obel, DeiC.
DeiC – Danish e-Infrastructure Cooperation har til formål at understøtte udviklingen af Danmark som eScience nation gennem levering af e-infrastruktur (computing, datalagring, netforbindelser og understøttende tjenester), vejledning og initiativer på nationalt niveau. DeiC er en virtuel enhed under Uddannelses- og Forskningsministeriet og resultatet af en aftale indgået mellem de otte universiteter og Styrelsen for Forskning og Innovation. Se også www.deic.dk
Der er officiel indvielse af Kulturarvsclusteret mandag 19. oktober 2015 kl. 11 på Statsbiblioteket, Victor Albecks Vej 1, 8000 Aarhus C.
For yderligere oplysninger:
Svend Larsen
Direktør, Statsbiblioteket
e-mail: sl@statsbiblioteket.dk
Mobil: 2425 9370
Troels B. Vig
Salgsdirektør, Offentlig Sektor, IBM Danmark
troelsv@dk.ibm.com
Mobil: 4120 4942
Børge Obel
Bestyrelsesformand, DeiC,
E-mail: bo@icoa.au.dk
Mobil: 20 20 73 55