DeiC inviterer forskere til at indgive interessetilkendegivelser om at blive et nationalt eScience-pilotprojekt. De udvalgte forskningsprojekter får adgang til at bruge Kulturarvsclusteret, der er en mindre supercomputer placeret ved Statsbiblioteket i Aarhus.
Invitationen gælder primært humanistiske og samfundsfaglige forskere, men andre forskningsområder kan også komme i betragtning.
Statsbiblioteket vil gå i dialog med de interesserede og estimere, hvor meget regnetid og teknisk support, der er brug for. Forskerne behøver ikke have erfaring med at bruge supercomputere.
Forskningsprojekterne kan arbejde med egne data eller med data fra Statsbibliotekets samlinger. De omfatter blandt andet Netarkivet med 800 TB data fra danske websteder, en radio/tv-samling og et avisarkiv.
Der er plads til fire pilotprojekter i denne omgang. Projekterne ventes afviklet i første halvår 2017.
Ansøgningsfristen er den 15. november.
Pilotprojekterne udvælges i et samarbejde mellem Statsbiblioteket og DeiC eScience kompetencecenter.
De udvalgte projekter bliver udpeget som HPC (High Performance Computing) frontrunner inden for forskningsfeltet. Dermed forpligter deltagerne sig til at dele HPC-erfaringer og værktøjer i relevante fora.