Gå til hovedindhold

Arkitektskolen i Aarhus har hyret Helle Meldgaard fra DeiC som databeskyttelsesrådgiver

Specialkonsulent Helle Meldgaard skal nu besætte stillingen som databeskyttelsesrådgiver på Arkitektskolen i Aarhus. Hendes opgave bliver at overvåge efterlevelse af forordningen gennem rådgivning og vejledning.
Af
18/05/2018 09:05

Den nye kontrakt mellem DeiC og Arkitektskolen i Aarhus betyder, at Helle Meldgaard skal være ny databeskyttelsesrådgiver (DPO, Data Protection Officer) på Arkitektskolen. Hun skal således hjælpe med at tilrettelægge skolens processer, så de overholder forordningen i behandlingen af persondata.

Ansættelsen sker som led i DeiCs DPO-tjeneste, der kan hjælper forsknings- og uddannelsesinstitutioner med at overholde databeskyttelsesforordning.

”En af de primære opgaver bliver at rådgive Arkitektskolen i Aarhus om etablering af egen DPO-funktion, herunder håndtering af udfordringer i forhold til uafhængighed, interessekonflikt og gennemslagskraft,” fortæller Helle Meldgaard.

For mange uddannelsesinstitutioner vil DPO-opgaven på den enkelte institution ikke have et tilstrækkeligt omfang til, at det er nødvendigt at ansætte en DPO, og mange uddannelsesinstitutioner har heller ikke erfaring med at implementere den nye EU-forordning.

Derfor har DeiC etableret en ressourceeffektiv DPO-tjeneste, der er tilpasset den enkelte institutions behov, herunder omfang og karakteren af persondatabehandling til de universiteter og uddannelsesinstitutioner, der ikke ønsker at ansætte en egen DPO, eller som ønsker rådgivning i forbindelse med implementeringen af DPO-rollen.

Den 25. maj 2018 træder de nye regler for håndtering, optagelse, anvendelse og sletning af brugernes persondata i kraft.

Helle Meldgaard er Specialkonsulent, og hun har både kontor hos DeiC/DKCERT på DTU i Lyngby og i Aarhus.

Kontrakten løber frem til årsskiftet.

Du kan læse mere om DPO-tjenesten her.