Gå til hovedindhold

Ny mand i DeiC skal gøre det nemmere at være forsker i ekstreme områder

Lars Fabricius Kierkegaard skal blandt andet være ankermand på udviklingen af it-løsninger, der kan understøtte forskning i ekstreme områder som eksempelvis Arktis.
Af
09/08/2018 10:08

DeiC har ansat Lars Fabricius Kierkegaard i en stilling som chefkonsulent.

Hans arbejdsopgaver bliver blandt andet at drive og udvikle eksisterende løsninger som Eduroam, der er et globalt samarbejde, som giver adgang til det trådløse net på forsknings- og uddannelsesinstitutioner i hele verden.

Ligeledes skal han være med til at koordinere arbejdet med internationale samarbejdspartnere for at skabe endnu bedre løsninger, der kan understøtte danske forskere i deres arbejde.

Lars Fabricius Kierkegaard skal også gå forrest i udviklingen af nye it-løsninger til forskere, der befinder sig i ekstreme omgivelser, hvor der er meget langt til det nærmeste trådløse netværk.

Det kan være satellit-baserede løsninger, som giver netadgang og infrastruktur på forskningsskibe eller i ekstreme omgivelser som på Arktis eller i forbindelse med arkæologiske udgravninger i øde områder.

Han kommer fra en stilling som selvstændig konsulent og har tidligere været chef for forretningsudvikling i virksomheden Teracom, hvor han har været med til at udvikle broadcast-netværk til både Public Service og til kommercielle radio- og tv-stationer.

Lars Fabricius Kierkegaard er uddannet ingeniør inden for datakommunikation fra DTU i 1998, og han sidder desuden i bestyrelsen for Ingeniører Uden Grænser, som er en teknisk-humanitær NGO.

Hans kontor er placeret i bygning 305 på DTU Lyngby Campus.