I januar 2020 blev DeiC dansk partnerorganisation i Knowledge Exchange (KE), der arbejder for at fremme Open science, særligt digital infrastruktur og services for forskning og videregående uddannelser.
Du kan læse mere om Knowledge Exchange her.
KE har i en del år haft en succesfuld Europæisk Open Access-ekspertgruppe, og etablerer derfor nu en tilsvarende Open Science-ekspertgruppe til gavn for partnerorganisationer og de seks KE-medlemslande. Knowledge Exchange ønsker med dette initiativ at understøtte sin strategi og at opbygge et stærkt ekspertnetværk på tværs af KE-landene.
DeiC har udnævnt en ny dansk ekspert til den europæiske ekspertgruppe, Karsten Kryger Hansen, som er chefkonsulent og data management-koordinator på Aalborg Universitetsbibliotek.
Karsten har gennem de seneste år blandt andet været involveret i etableringen af CLAAUDIA på Aalborg Universitet, har deltaget i nationale projekter samt været medlem af Nationalt forum for Forskningdata Management (DM forum). Han har således de bedste forudsætninger for at indtræde i det nye arbejde.
”Knowledge Exchange står for mig som et fantastisk fællesskab, hvor vi har mulighed for at udforske både eksisterende gængse og nye perspektiver på Open Science. Jeg glæder mig til at bidrage med danske, og selvfølgelig personlige perspektiver, hvor særligt data ligger mig nær. Særligt her midt i pandemi med COVID-19 er åben tilgang til viden af helt afgørende parameter,” siger Karsten Kryger Hansen.
Fra dansk side er Lorna Wildgaard, fra Det Kongelige Bibliotek, desuden udpeget som dansk medlem af gruppen.
Om KE:
Knowledge Exchange er et europæisk samarbejde mellem seks nationale organisationer, der ønsker at fremme Open Science og støtter udviklingen af digital infrastruktur og services for forskning og videregående uddannelser. Medlemsorganisationerne er Danmark (DeIC), Finland (CSC), England (JISC), Tyskland (DFG), Holland (SURF) og Frankrig (CNRS). Særlige indsatsområder for KE er Open Science (Open Scholarship) og Open Access (OA), med fokus på blandt andet “Changing Evaluation in the context of Open Scholarship”, “FAIR data and software supporting reproducibility research” og data science.