Gå til hovedindhold

Nu kan du søge om cloud-ressourcer gennem OCRE

Anvendelsen af cloud-services i forskningen skal styrkes, og derfor kan forskerhold nu søge om gratis ressourcer via OCRE-projektet.
Af
04/08/2020 11:08
Billede
Cloud
Grafik: DeiC

OCRE-projektet (Open Clouds for Research Environments) er et EU-projekt, der omhandler indkøb og integration af kommercielle cloud-ressourcer til akademisk brug.

Projektet har et voucher-program, hvor forskerhold kan ansøge om gratis cloud-ressourcer fra de deltagende leverandører.

Europa-Kommissionen ønsker at udnytte europæiske forskeres store mængde af relevante data til at forbedre innovationen, og OCRE sigter mod at demonstrere den positive indflydelse, som cloud- og digitale tjenester har på forskningsresultater med hensyn til eksempelvis agilitet, skalerbarhed, effektivitet i arbejdet.

OCRE er en del af Open Science Cloud-landskabet, der skal styrke forskningsresultaterne og samtidig sikre, at data understøtter FAIR-principperne (findable, accessible, interoperable and reusable).

OCRE sigter blandt andet mod at finansiere projekttyper, der:

  • har til hensigt at fremskynde forskningsresultater via cloud- og digitale services.
  • er i stand til at demonstrere effekten af disse tjenester i forhold til output og agilitet.
  • ikke allerede anvender disse værktøjer i arbejdet.
  • giver betydelig relevans i forhold til deres forskningsdisciplin.
  • indgår i det bredere europæiske forsker-community.

Det er muligt at søge ressourcer fra den 15. september og seks uger frem. Der forventes ikke en yderligere forlængelse.

Hvis du vil høre mere om mulighederne, er der ligeledes et webinar om emnet på den samme dato klokken 11 (CEST). Tilmelding og agendaen for online-mødet kan du finde her.

Forskningsinstitutioner, der er interesseret i at søge om OCRE-finansiering til et projekt, kan registrere sig her.

DeiC deltager i dette konsortium-samarbejde igennem vores NORDUnet-medlemskab.

Læs mere: