DeiC Interactive HPC har haft markant betydning for adjunkt i Cognitive Science og Humanities Computing, Ross Deans Kristensen-McLachlan, som underviser i krydsfeltet mellem kulturstudier og datavidenskab på Aarhus Universitet (AU)
Skal fordelene ved at anvende Interactive HPC i undervisningssammenhænge opsummeres kort, peger Ross på, hvordan det er med til at optimere og øge kvaliteten af undervisningen: DeiC Interactive HPC giver kort fortalt en langt mere problemfri undervisningsproces uden en masse unødige tekniske problemer. I sidste ende gør Interactive HPC det således muligt for undervisere såvel som studerende at bruge mere tid på det kernefaglige i undervisningen.
Fordele ved at benytte Interactive HPC i undervisning
”En af de største fordele er de tilgængelige computerressourcer i forhold til øget computerkraft – det giver de studerende mulighed for at fokusere på ’state-of-the-art’-arbejde.”
-Adjunkt Ross Deans Kristensen-McLachlan, AU
Ross underviser to valgfag på bacheloren i Cultural Data Science samt et kursus i Natural Language Processing (NLP) for kandidatstuderende på Cognitive Science på Aarhus Universitet. Undervisningen i de to valgfag, som førhen foregik ved hjælp af en lokal server, har båret præg af et tydeligt ’før’ og ’efter’: eftersom mere end 25 studerende førhen skulle have adgang til serveren i undervisningen, krævede det naturligt nok betydelige mængder af både energi og tid. Som en konsekvens heraf var den egentlige tid til ’state-of-the-art’-arbejde begrænset, men efter implementeringen af DeiC Interactive HPC i undervisningen er denne form for spildtid blevet mærkbart reduceret.
En anden betydelig fordel er, ifølge Ross, at DeiC Interactive HPC gør det muligt for de studerende at arbejde fra det samme udgangspunkt, da DeiC Interactive HPC giver alle studerende samme muligheder uanset, om man har en ny og moderne laptop eller en ældre model.
”En ting ved DeiC Interactive HPC, som jeg faktisk synes er ret vigtig, er, at det på en måde demokratiserer adgangen til ressourcer.”
-Adjunkt Ross Deans Kristensen-McLachlan, AU
Interactive HPC og humaniora
I forbindelse med undervisning i valgfagene på Cultural Data Science på Aarhus Universitet har Ross mødt en række studerende i humaniora uden erfaringer med eller kendskab til computationelle metoder overhovedet. Det har imidlertid vist sig at være en fordel, eftersom de studerende typisk har været åbne over for ny viden og hurtige til at omstille sig:
”Fordi DeiC Interactive HPC har elimineret en masse tidligere tekniske forhindringer og barrierer, kan de studerende nu fokusere på at lære god programmeringspraksis samt på resultaterne af deres undersøgelser. Det giver os mulighed for at fokusere på opgaven. De studerende på valgfagene skal ikke vide, hvordan backend fungerer; de behøver ikke at være dataloger – de er humanistiske studerende og skal kunne fokusere på humanistiske objekter (tekster, billeder osv.) ved hjælp af computationelle metoder.”
-Adjunkt Ross Deans Kristensen-McLachlan, AU
DeiC Interactive HPC er således et middel til at nå målet, understreger Ross. Selvom computationel baggrundsviden naturligvis er langt fra irrelevant, har målet med valgfagene i Cultural Data Science på Aarhus Universitet været at uddanne de studerende i at tænke kritisk i arbejdet med computationelle metoder:
”Vi ser ikke kun på datavidenskabelige metoder og anvender dem ukritisk. Vi forsøger at bruge de studerendes hovedekspertise og anspore dem til at anvende deres faglige viden til at tænke kritisk over deres resultater, når de arbejder med computationelle metoder. At definere begrebet 'genre' ud fra en klassifikationsmodel tilskynder f.eks. de studerende til at tænke kritisk over selve begrebet – er det overhovedet noget, vi kan definere med udgangspunkt i tekst alene?”
-Adjunkt Ross Deans Kristensen-McLachlan, AU
Overordnet set har de studerende, der har fulgt Ross’ kurser, været yderst positive over for DeiC Interactive HPC, selvom der var et par skeptikere iblandt i begyndelsen. To typer af respons har generelt karakteriseret de studerendes modtagelse af DeiC Interactive HPC: en gruppe blev fuldt ud integreret med DeiC Interactive HPC fra starten, imens andre med tiden accepterede det som et nødvendigt (og nyttigt) værktøj.
Kollaborative undervisningsressourcer
Også iblandt Ross og de øvrige undervisere fra Afdeling for Lingvistik, Kognitionsvidenskab og Semiotik på Aarhus Universitet har DeiC Interactive HPC forbedret den interne sammenhæng på tværs af afdelingen til gavn for både studerende og undervisere. Eftersom de fleste undervisere nu har flyttet alt deres materiale til DeiC Interactive HPC, undgår de studerende nu at skulle bruge ét sæt værktøjer til ét kursus og ét sæt værktøjer til et andet kursus.
Foruden de mange undervisningsrelaterede fordele ved Interactive HPC fremhæver Ross også den løbende dialog mellem brugere af DeiC Interactive HPC og teamet bag, som står for vedligeholdelse:
”De er meget lydhøre over for forslag. I løbet af det seneste år er det (DeiC Interactive HPC) således også blevet udbygget yderligere, og jeg kan ikke se den udvikling stoppe foreløbig.”
-Adjunkt Ross Deans Kristensen-McLachlan, AU
En mulig forbedring af DeiC Interactive HPC kunne dog, ifølge Ross, opnås ved at implementere en form for opsøgende program, så endnu flere kan drage nytte af de mange fordele:
”Med DeiC Interactive HPC slipper man af med alle forstyrrende elementer. Så vidt jeg kan se, er der kun fordele at hente – mængden af fordele overstiger langt de mindre problemer.”
-Adjunkt Ross Deans Kristensen-McLachlan, AU
Læs mere om adgangen til DeiC Interactive HPC her.