John Renner Hansen, er fratrådt som forperson for DeiCs bestyrelse. Dette medfører bl.a., at DeiCs bestyrelse for nuværende ikke kan ikke kan tage beslutninger af økonomisk karakter, hvilket påvirker en række igangværende og kommende kvante- og HPC-aktiviteter.
Det forventes, at Danske Universiteters Rektorkollegium udpeger en ny forperson i begyndelsen af august 2025.
Forsinkelser i uddeling af kvantemidler og kald om kvanteadgang
Grundet ovenstående er den igangværende proces med endelig bestyrelsesgodkendelse af uddeling af postdoc-stipendier under Kvanteakademiet og Q-kompetencemidler for nuværende sat på pause. Det kommende kald om adgang til kvantecomputere udskydes ligeledes, indtil bestyrelsen igen er beslutningsdygtig.
Færre ressourcer i kommende HPC-kald
Næste kald for national HPC-regnetid åbner den 15. juli 2025 og dækker regnetidsperioden 1. januar til 31. december 2026.
DeiCs kontrakter med DeiC Interactive HPC udløber 31. december 2025 og aftalen med DeiC Throughput HPC udløber den 31. marts 2026. Arbejdet med nye aftaler - herunder afgørelsen af kaldet til et nyt General Purpose HPC-anlæg er i gang. Men da bestyrelsen for nuværende ikke er beslutningsdygtig, kan det ikke garanteres, at de nye aftaler er på plads, inden kaldet åbner.
Derfor vil det kommende kald som udgangspunkt udelukkende omfatte national regnetid på LUMI.
Konsekvenser for universiteternes egne regnetidspuljer
Situationen har for nuværende også betydning for universiteternes mulighed for tildeling af ressourcer fra egne puljer af regnetid på DeiC Interactive HPC efter 1. januar 2026 og DeiC Throughput HPC efter 1. april 2026. Løsningsmodeller vil blive fremlagt for DeiCs bestyrelse, så snart det er muligt.
Alternative muligheder
DeiC står – sammen med EuroCC-projektet og de lokale Front Offices – ligeledes klar til at hjælpe forskere med at udarbejde ansøgninger til EuroHPC’s JU-anlæg, hvis behov ikke kan dækkes af LUMI.
For yderligere information, kontakt dit lokale Front Office eller DeiC Helpdesk.