Vi søger en it-arkitekt, der skal bidrage til at sikre den arkitekturmæssige sammenhæng og et ensartet, højt sikkerhedsniveau på tværs af vores nationale indsatsområder, og som samtidig kan bidrage til den internationale forankring og udvikling.
Dine væsentligste opgaver:
- Indgå i styring og udvikling af en portefølje af DeiC-faciliterede nationale infrastrukturtjenester inden for HPC, data management og datalagring samt netværk.
- Identificere behov for arkitekturmæssig sammenhæng mellem tjenester, også på tværs, og udarbejde nødvendige specifikationer og krav til protokoller, API'er m.m. til at sikre en sådan sammenhæng.
- Følge udviklingen inden for net- og tjenesteområdet, og proaktivt virke for udviklingen i samarbejde med leverandøren (DTU), de øvrige universiteter og det internationale samarbejde.
- Samarbejde med DKCERT og andre nationale aktører på sikkerhedsområdet.
- Identificere fokusområder og formulere krav til procedurer, standarder og compliance inden for it-sikkerhed, både over for enkelte tjenester og i forhold til sammenhængen på tværs af de af DeiC udbudte tjenester.
- Samarbejde med og bistå de af DeiC's bestyrelse nedsatte referencegrupper og de nationale Back Offices, f.eks. indgå i arbejdsgrupper inden for it-arkitektur og sikkerhed.
- Samarbejde med ledere og teams i DeiC med henblik på at tilbyde forskerne en attraktiv portefølje af sammenhængende og sikre tjenester på tværs af funktionsområderne.
- Repræsentere DeiC udadtil og deltage i internationale projekter og samarbejder, bl.a. EOSC-projekter.
Om dig:
- Du har dokumenteret erfaring og resultater som it-arkitekt.
- Du har en uddannelse inden for it-sikkerhed, gerne parret med erfaring fra implementering af sikkerhedsstandarder, som f.eks. ISO 27001.
- Du har erfaring fra universitets- og forskningsverdenen og kan begå dig i et miljø som er præget af at skulle få en række forskellige aktører til at samarbejde.
- Du har kendskab til dele af den internationale organisering og udvikling inden for et eller flere af områderne HPC, data management og forskningsnet.
- Du arbejder godt sammen med kolleger med varierende faglig baggrund og evner at formidle din viden på hensigtsmæssig måde i forskellige sammenhænge.
- Du arbejder selvstændigt og kan lide selv at tage initiativ, og du tager ansvar for at sikre gennemførelsen, kvaliteten og værdiskabelsen af de opgaver du indgår i.
Du kommer til at tilhøre vores lille kerne af centralt ansatte medarbejdere, som koordinerer, at det er universiteterne, som leverer infrastruktur og tjenester på DeiC's vegne. Vi dækker et spektrum af kompetencer, fra hardcore infrastruktur og software over data management til kommunikation og organisering af events. Vi deltager i enkelte internationale projekter, ofte i samarbejde med universiteterne, med en del af disse forskellige kompetencer.
Der er ansøgningsfrist den 31. maj 2022, og du kan læse hele stillingsopslaget her.
Vi glæder os rigtig meget til at læse din ansøgning.