Gå til hovedindhold

Ny Kommunikationskonsulent til DeiC

DeiC har ansat Anne Rahbek-Damm som ny kommunikationskonsulent på kontoret i Lyngby pr. 7. august 2023.
Af
01/11/2023 08:11
Billede
Papirudklip af mænd i grå og hvid på grøn baggrund
Billede: Colourbox

Er der nogen lighed mellem Harald Blåtand, kvanteteknologi og grøntsagsdyrkning? Vi tror det ikke, men der er en vigtig fællesnævner. Alle 3 ting kan nemlig få Anne til at lyse helt op. Senest fik begejstringen frit løb, da “Gåden om Thyra” løb over skærmen på DR, og viste hvordan forskningsresultater ved hjælp af 3D teknologi løser en gammel gåde om den mest ikoniske runesten i verden, nemlig Harald Blåtands store Jellingsten.

Billede
Anne Rahbek-Damn
Foto: Privat

 

Forskningsformidling har længe været en del af Annes DNA, og hun bringer stor viden og erfaring med sig fra tidligere stillinger, bl.a. fra Biotech Research & Innovation Centre, BRIC, Københavns Universitet, hvor hun som senior kommunikationskonsulent var ansvarlig for centerets kommunikation og formidling af forskningsresultater.

”Jeg er meget fascineret af den rolle, som forskning spiller i et moderne samfund, og de muligheder som f.eks. anvendelsen af nye supercomputer-ressourcer bringer. I jobbet som kommunikationskonsulent i DeiC kommer jeg helt tæt på”, fortæller Anne.

Som kommunikationskonsulent i DeiC kommer Anne til at spænde bredt, lige fra at udarbejde HPC use cases, formidle om kvanteteknologi og til at udbrede vores SoMe tilstedeværelse. Vi kommer også til at få glæde af Annes store erfaring med WEB og andre former for digital kommunikation, ligesom det altid er frugtbart at få friske øjne på både interne kommunikationsprocesser og arbejdsgange.

Når Anne ikke befinder sig i de luftige tankelag, hygger hun sig med køkkenhave og dværghøns, og så kræver det jo også sin kvinde at få hverdagen til at hænge sammen med 2 drenge på 7 og 9 og en mand, der arbejder som økonomichef i Alzheimerforeningen. Annes æggeleverancer er i øvrigt i høj kurs i kommunikationsafdelingen i Lyngby.

Stort velkommen til Anne.