Gå til hovedindhold

Ny EOSC-node giver dansk forskning adgang til europæiske e-infrastrukturtjenester

Den European Open Science Cloud (EOSC) har lanceret en ny EU-node, der giver danske forskere adgang til en række tjenester og ressourcer, herunder datalagring, deling, synkronisering, virtual computing og cloud-baserede platforme.
Af
28/11/2024 11:11
Billede
EOSC EU node launch
EU kommissionen

EU-noden fungerer som et knudepunkt i EOSC-føderationen, hvor forskere fra hele Europa kan tilgå infrastrukturtjenester som datalagring, analyseværktøjer og adgang til regnekraft. Adgangen til tjenesterne sker via det velkendte WAYF-login, som universiteterne allerede anvender. Forbruget af tjenester afregnes gennem et tokensystem, hvor forskere automatisk tildeles 500 credits hvert kvartal.

Initiativet markerer første skridt i EOSC’s vision om at skabe en føderation af europæiske forskningsinfrastrukturudbydere. Ved at dele tjenester gennem dedikerede noder bliver det nemmere for forskere at få adgang til en bred palette af ressourcer på tværs af hele Europa. Det skal fremme deling og genbrug af forskningsdata og værktøjer på tværs af landegrænser med det overordnede mål at styrke forskningssamarbejdet og øge Europas konkurrenceevne.

 Danmarks aktive rolle i EOSC

Danmark er repræsenteret i EOSC gennem DeiC, der fungerer som Mandated Member i EOSC Association. DeiC arbejder for at sikre danske interesser i samarbejdet og har indsendt en interessetilkendegivelse for at deltage i udviklingen af fremtidige EOSC-noder. Dette skal sikre, at danske forskere får nemmere adgang til de e-infrastrukturtjenester og ressourcer, der kan understøtte og styrke deres forskning.

"Tidligere har EOSC primært været en strategisk vision uden konkrete værktøjer til forskerne. Med EU-node-modellen tilbydes nu brugbare tjenester og ressourcer, som forskere nemt kan tage i brug. Vi ser et fornuftigt potentiale i den nye EU-node og opfordrer de danske forskningsmiljøer til at afprøve de nye muligheder," udtaler Anne Sofie Fink Kjeldgaard, Chef for Data Management, DeiC.

Kom i gang med EU-noden

Danske forskere kan finde mere information om EOSC-noden og tjenesterne her:

EOSC EU Node | European Open Science Cloud - EU Node