Et stigende behov for sikker og pålidelig dataforbindelse mellem Europa, Asien og Nordamerika i en verden, hvor forskning og uddannelse oplever en ren eksplosion i datavolumen og arbejder endnu mere sammen på tværs af grænser, har nu udmøntet sig i det næste vigtige skridt i et storstilet EU-finansieret projekt, hvor fem nordiske aktører går sammen om at etablere en helt ny undersøisk fiber-forbindelse over det arktiske hav.
Polar Connect Step 1 projektet
Projektet hedder Polar Connect Step 1 og fokuserer på at skabe de tekniske, økonomiske og politiske forudsætninger for en ny dataforbindelse med Asien. Arbejdet begynder med designet til et fiberoptisk kabel mellem Nordkalotten og det østlige Asien over det arktiske hav. Samtidig begynder processen med at indhente de nødvendige tilladelser. En vigtig del af projektet bliver nu at foretage de nødvendige undersøgelser og kortlægning af den arktiske havbund, som er et af verdens mest uudforskede områder.
DeiC bidrager med forslag til videnskabelig instrumentering af fiberoptisk søkabel
Et fiberoptisk søkabel er fremstillet efter havbundens egenskaber og skal lægges med god præcision. Derfor skal der foretages nøjagtige målinger af havbunden, før man bestemmer den nøjagtige rute og fremstiller kablet. Ved at kortlægge havbunden i Arktis opnår vi to vigtige mål på samme tid – vi indsamler både data til Polar Connect og vigtige data, der kan øge forskernes forståelse af Arktis.
DeiC har sammen med DTU Elektro den spændende opgave at komme med forslag og planer for den videnskabelige instrumentering af selve søkablet og altså bidrage til, at vi får den mest optimale opsamling af informationer fra havbunden. Udover en præcis kortlægning af store uudforskede områder af havets bund, kan dette arbejde yderligere bidrage til, at man opnår større indsigter i de geologiske og biologiske processer på havbunden.
Fra nytår går projektet i gang og det bliver startskuddet på 3 års grundige undersøgelser som forberedelse til det egentlige arbejde med at etablere forbindelsen.
”Vi er glade for, at vi er kommet så langt. Til syvende og sidst er det jo vores rolle at være med til at gøre projektet mere klart til, at de egentlige investorer kan komme ind”, fortæller Martin Bech, direktør for DeiC Forskningsnettet.
Det er målet at forbindelsen åbner i 2032, så vi får en sikrere og kortere forbindelse end nutidens alternativer. Til gavn for både uddannelse og forskning.
Polar Connect
Polar Connect er et nordeuropæisk initiativ for sikker og pålidelig dataforbindelse fra Europa til Asien og Nordamerika via nordpolen til gavn for forskning, udvikling, innovation og uddannelse. I dag går omkring 90 procent af datakommunikationen mellem Europa og Asien via Det Røde Hav, hvilket er både geografisk og geopolitisk udfordrende. Polar Connects rute gennem Arktis er den korteste og mest risikoreducerende rute mellem Europa og Asien. Noget der giver begge kontinenter adgang til sikker og ultrahøj datatransmissionskapacitet gennem 16 til 24 fiberpar. Polar Connect er desuden halvt så lang som nutidens forbindelser, hvilket betyder, at tiden til at sende en datapakke reduceres i samme omfang.
Polar Connect Step 1
Polar Connect Step 1 er et delprojekt under Polar Connect. Det svenske forskningsråd via Sunet koordinerer Polar Connect Step 1 og har fået tildelt 40 millioner SEK i støtte til arbejdet. Parter i projekter er NORDUnet, Polarforskningssekretariatet, Danmarks Tekniske Universitet og GlobalConnect.
For mere information om Polar Connect kontakt direktør for DeiC Forskningsnettet, Martin Bech, på martin.bech@deic.dk.