Årets DeiC konference sætter fokus på to centrale temaer inden for HPC (High Performance Computing) nemlig samarbejde og sensitive data.
Michal Stava fra GÉANT vil præsentere MyAccessID, en identitets- og adgangsstyringstjeneste fra GÉANT, som tilbyder et fælles identitetslag for Infrastructure Service Domains (ISD’er), som vil lette samarbejde på tværs af institutioner og landegrænser. Du kan også høre udviklerne af WAYF fortælle om en ny tjeneste udviklet i Danmark, der gør det muligt for brugere at logge ind på forskellige HPC- og datastyringstjenester uden brug af SSH-nøglepar.
Samarbejde på tværs af sektorer er også på tapetet. EuroCC2 projektet sætter i disse år fokus på, hvordan universiteternes HPC-kompetencer og ressourcer kan sættes i spil til gavn for danske virksomheder og myndigheder, og på konferencen kan du høre, hvordan forskere fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) gennem adgang til DeiCs HPC-ressourcer har forbedret deres vejrmodeller.
Som en del af temaet sensitive data kan du høre Michael Specht fra Danmarks Statistik præsentere en ny integrationsløsning, som er under udvikling ved DST i samarbejde med DeiC., og somr gør det muligt for danske forskere at foretage beregninger på datasæt fra Danmarks Statistik via de nationale HPC-anlæg. Derudover vil DPO Susanne Groth fra DKCERT fortælle om, hvordan databeskyttelsesforordningen og AI-forordningen i fremtiden vil påvirke anvendelsesmulighederne af AI/ML på HPC-anlæg.
Morgenløbetur til de friske
Da ingen jo har godt af at sidde ned alt for længe ad gangen, sørger vi i år for lidt fysisk adspredelse. Derfor inviterer vi i år alle der har lyst til at starte konferencens 2. dag med en morgenløbetur i de flotte omgivelser. DeiCs egen hyggemotionist, Dennis Lange Wollbrink, vil føre an og sørge for at alle kommer sikker hjem igen i god tid inden programmet starter.
Se flere detaljer i konferenceprogrammet.