Gå til hovedindhold

DeiC leverer storage til nordisk cloud-projekt

Det nordiske forskningsprojekt Glenna skal give forskere adgang til cloud-systemer på tværs af landene.
Af
14/04/2016 10:04

DeiC deltager i forskningsprojektet Glenna med data.deic.dk, der tilbyder plads til datalagring i cloud-infrastrukturen.

Glenna har to hovedformål: at finde og dele best practices inden for brugen af cloud i forskerverdenen, og at dele cloud-ressourcer på tværs af de nordiske lande. Tjenesten, der skal give adgang til ressourcerne, skal anvende identitetsføderationen Kalmar2 til at identificere brugerne. På den måde kan brugere logge ind på de forskellige dele af Glenna med deres sædvanlige bruger-ID og password fra deres egen institution.

DeiC er gået ind i projektet, fordi data.deic.dk er en rendyrket cloud-storagetjeneste. Den kan forskere bruge til at lagre data i almindelighed – og mere specifikt til datalagring i sammenhæng med de computerressourcer, som flere af de øvrige nordiske lande vil give adgang til via Glenna. Nogle af dem kan være deciderede supercomputere.

"På en supercomputer får forskere sjældent lov til at gemme data i længere tid. Når de er færdige med at regne, skal de som regel flytte resultatdataene væk fra supercomputeren, så der bliver plads til data fra det næste projekt. Her giver det god mening at tilbyde data.deic.dk som et sted, hvor data kan langtidsopbevares," siger projektleder Diba Markus fra DeiC.

Deltagerne i Glenna er NeIC (Nordic e-Infrastructure Collaboration), CSC fra Finland, Uninett Sigma2 fra Norge, CSUI fra Island, SNIC fra Sverige og DeiC.

Adgang fra hele Norden

Når Glenna-infrastrukturen bliver etableret, er det meningen, at forskere fra de deltagende lande skal kunne bruge ressourcer i den nordiske cloud på tværs af landene. Hvis der ikke er plads på en computer i Sverige, skal en svensk forsker således kunne bruge en i Finland eller Norge.

Det kræver, at landene aftaler en model for afregning indbyrdes. Tilsvarende skal de også aftale, hvordan de vil afregne for lagerplads på data.deic.dk.

"Med Glenna kan danske forskere få adgang til eScience-ressourcer i de øvrige nordiske lande. Det kan blive en stor fordel for danske forskere. Der ligger også en stor opgave i at formidle muligheden, så forskerne bliver opmærksomme på den, siger Diba Markus.

Projektet er planlagt til at slutte til september.

Læs mere