Gå til hovedindhold

Zoom fordoblede antallet af mødetimer i 2019

Online-mødetjenesten Zoom hører til bland de mest anvendte tjenester i DeiC, og 2019 har været et forrygende år med en solid stigning i antallet af mødetimer.
Af
12/02/2020 12:02
Billede
Videomøde
Foto: Colourbox.

Antallet af mødetimer i videomødesystemet Zoom har oplevet en vækst fra 38.338 timer i 2018 til 74.693 timer i 2019.

Det er der to primære årsager til.

For det første er licens- og prismodellen blevet forenklet. Tidligere var det sådan, at antallet af samtidige mødedeltagere på en institution var begrænset til eksempelvis 50. Dette antal er nu ubegrænset, hvilket betyder, at alle de personer, som har behov for at holde møde på samme tid, kan gøre det uden problemer.

”Ændringen har været en væsentlig faktor i væksten, fordi det har fjernet loftet og derved sluppet mødesessionerne fri. Det betyder også, at vi nu opfordrer institutionerne til at bruge løs af tjenesten. Der er masser af båndbredde på forskningsnettet og flat rate på Zoom-forbruget,” siger Thorkild Jensen, der er projektleder for videotjenester i DeiC.

En medfølgende årsag af disse kontraktændringer er, at flere institutioner har efterspurgt lokale installationer af Zoom - de såkaldte instanser. I 2019 fik SDU, ITU og Zealand således egne domæner, landingssider mm. til gavn for institutionernes brugerne.

”Skåret helt ind til benet er brugernes adgang til at anvende Zoom samlet set blevet enklere i 2019, hvilket antallet af mødetimer også indikerer,” fortæller Thorkild Jensen.

Institutioner, der er tilsluttet DeiC, kan i første omgang evaluere Zoom på en fælles instans, hvor videomødeværktøjet kan anvendes og vurderes i ubegrænset version i regi af DeiC.

Når en institution opnår et vist antal mødetimer, kan det herefter give god mening at oprette en lokal instans, der kan flytte Zoom helt ud til den enkelte bruger.

Billede
Mødetimer i Zoom 2018-2019
Grafik: DeiC

Der er sket en pæn stigning i antallet af Zoom-mødetimer fra 2018 til 2019.

2020 med mere mødepotentiale

Ud over det øgede potentiale i antallet af mødetimer vil 2020 også byde på en teknisk justering af tjenesten, der kan gøre den endnu mere interessant for DeiCs brugere.

I første omgang skal Zoom således integreres med Kaltura og sidenhen Panopto for derved at give en mere komplet medieplatform.

Medietjenesten Kaltura er en løsning, der er yderst velegnet til indeksering af videoarkiver, hvor materialet skal kategoriseres til eksempelvis undervisningsbrug eller offentlig udgivelse.

Panopto er en all-in-one videoplatform, der har haft sit udspring i universitetsverdenen med et formål om, at det skal være enkelt at producere og redigere videoindhold til undervisningssituationer eller præsentationer.

”I praksis betyder det, at DeiC kan tilbyde en samlet medieløsning, der via skyen binder videomateriale sammen, og eksempelvis gør det tilgængeligt via Learning Management System (LMS). Det giver muligheden for at anvende indholdet i undervisningssituationer,” fortæller Thorkild Jensen.

Ifølge planen skal denne integration gennemføres i 2020.

Zoom kan i den eksisterende udgave benyttes til almindelige online møder samt online undervisning, webinar m.m. Tjenesten tilbyder audio-, video- og skærmdeling, samt chat og optagelser. Endvidere understøtter Zoom også mere avancerede værktøjer som tavlefunktioner og opdeling af møde i arbejdsgrupper (breakouts). 

Du er velkommen til at kontakte DeiC, hvis du har spørgsmål til Zoom.

Læs mere: