Med DeiC-tjenesten Kaltura kan du holde styr på alle dine mediefiler og præsentere dem, præcis som du ønsker. Løsningen klarer således lagring, håndtering og visning af video- og mediefiler.
Når din organisation har tegnet et abonnement på Kaltura, kan du eksempelvis benytte systemet til hosting af (undervisnings)video på tilsvarende vis, som det sker på YouTube.
Vi har tidligere fortalt, hvordan Institut for Idræt og Biomekanik anvender visuelle undervisningsforløb og videoevalueringer med Kaltura. Det kan du læse mere om her: Videobaseret undervisning engagerer de studerende på kiropraktor-uddannelsen.
Nu knyttes tjenesten sammen med transskriptionsværktøjet AmberScript, der kan omsætte videoernes talte ord til tekst, som herefter kan tilføjes til indspilningerne. Dette opfylder kravet om tilgængelighed til materialet, da svagthørende nu kan læse konversationerne. Ligeledes betyder det, at indholdet kan gøres søgbart.
Tale-til-tekst via kunstig intelligens
AmberScipt er et AI-baseret værktøj, som ved hjælp af en tale-til-tekst-motor konverterer dine lyd- og videofiler til en redigerbar tekst. Du sender ganske enkelt dit videoindhold til tjenesten, der så returnerer teksten indenfor kort tid. Teksten kobles herefter sammen med videoen, og efterfølgende kan du så selv redigere tingene til, så de passer efter dit eget ønske.
”Der er naturligvis altid udfordringer med de små sprogstammer sammenlignet med eksempelvis engelsk, men vi vurderer, at kvaliteten af oversættelserne er ganske god og brugbar på de skandinaviske sprog, som er med i denne pakke,” fortæller Thorkild Jensen, der er projektleder på Kaltura.
Du skal være opmærksom på, at hvis du ønsker, at anvende transskriptionsværktøjet er det forbundet med en ny databehandleraftale, der også indeholder retningslinjer om det indhold, som behandles af AmberScript.
Kaltura leveres i et nordisk samarbejde gennem NORDUnet. NORDUnet står for aftalen med Kaltura og hoster Kalturas ”On-Premise” videoplatform i deres hostingcenter i Ørestaden med direkte forbindelse til forskningsnettet. Institutionerne har dermed stor sikkerhed i opbevaringen af deres materialer.
Panopto har samme funktion indbygget
DeiC tilbyder også en anden all-in-one videoplatform, der hedder Panopto. Den er målrettet mod undervisning og præsentationer, hvor det skal være enkelt at anvende - og producere brugergeneret videoindhold. Denne tjeneste har allerede et indbygget transskriptionsværktøjet.
Du kan læse mere om Panopto her.