Et skuffeprojekt er blevet til virkelighed for de to specialister hos DeiC, der til daglig arbejder med support til LUMI. De synes, at der manglede godt læringsmateriale til SLURM. ”Der er ikke rigtig nogle gode guides til nye brugere, som skal i gang med SLURM. Vi syntes, at der manglede en god måde at blive introduceret til SLURM, for hvis man slår op i manualer, er der massive mængder af information, og det kan være svært at navigere i”, fortæller René Løwe Jacobsen, national HPC-specialist hos DeiC.
Kom lettere fra interaktiv HPC til throughput HPC
Det nye, virtuelle læringsmiljø retter sig mod brugere, som hidtil har arbejdet med en brugergrænseflade for interaktivt HPC, og som nu gerne vil gå skridtet videre og kunne håndtere flere maskiner på samme tid. Det kræver nemlig, at man lærer kø-styringssystemet ”Slurm Workload Manager” at kende.
LUMI-C delen gør brug af kø-styringssystemet ”Slurm Workload Manager”, der tidligere er kendt som Simple Linux Utility for Resource Management (SLURM). Systemet er en gratis, open source jobplanlægger til Linux og Unix-lignende kerner og anvendes af mange af verdens supercomputere og computerklynger.
Springet fra DeiC Interactive HPC til DeiC Throughput HPC forudsætter, at brugeren skal kunne logge ind på en terminal for at få mere regnekraft, - f.eks. på LUMI eller et andet throughput anlæg på eget universitet eller internationalt. Man skal kunne arbejdemed kode kommandoer (kaldet tekst prompt), og hvis man har prøvet at lave sin egen kode før, vil det være en fordel. Det interaktive læringssystem hjælper med brug af kommandoer, mens man leger med det, og indeholder f.eks. hjælpetekster og øvelser, så man hurtigt kan komme i gang med kø-systemet Slurm Workload Manager. Samtidigt bliver man introduceret til forskellige faldgruber, så man kan få overblik over, hvor man potentielt kan ramme hovedet mod muren, og hvad man skal undgå at gøre i SLURM.
Interaktiv læringsplatform er unik
Det er ikke nogen tilfældighed, at online-platformen fungerer interaktivt.
”Det er min egen oplevelse, at man sagtens selv kan sidde og læse en bog, men det lærer man nødvendigvis ikke det hele af. Det er nemmere, hvis man har noget interaktivt materiale, så man kan arbejde aktivt med stoffet. På den måde sidder læringen bedre fast. Så vidt vi ved, findes der ikke noget tilsvarende læringsmiljø i verden, og systemet kan afprøves allerede nu, hvis det har interesse. Kildekoden ligger i GitHub og er åbent tilgængelig for alle”, fortsætter René Løwe Jacobsen.
Til udviklingen af lærings-platformen har vi fået stor hjælp fra Tethys Svensson, forhenværende national HPC-specialist hos DeiC samt Rasmus Berg Jensen, akademisk medarbejder fra kemisk institut på AU (nu ph. D. studerende samme sted) og tidligere en del af EuroCC projektet, som begge har bidraget væsentligt til læringsmiljøet.
”Vi håber at det virtuelle SLURM læringsmiljø kan få endnu flere til at prøve kræfter med throughput HPC, så flere kan få glæde af de muligheder, som det giver”, fortæller Eske Christiansen, HPC-chef hos DeiC.
Få mere information
Du kan finde kildekoden til DeiCs virtuelle SLURM læringsmiljø her:https://github.com/DeiC-HPC/slurmlearning
Kontakt René på rene.jacobsen@deic.dk, hvis du vil vide mere.