Gå til hovedindhold

Forskningen forrest

Per Møldrup-Dalum er per 1. januar 2024 udpeget som ny forperson for DM Rådgivende Forum.
Af
24/01/2024 10:01
Billede
Papirudklip af mennesker.
Foto: iStock

Data Management til tiden

Billede
Portrætfoto af Per Møldrup-Dalum
Foto: Per Møldrup-Dalum

"Jeg efterfølger Birte Christensen-Dalsgaard som forperson. Birte har holdt denne post med stor kompetence og ihærdighed, og jeg vil gøre, hvad der står i min magt for at leve op til opgaven. Jeg vil holde forskningen forrest i alle sammenhænge", Per Møldrup-Dalum

Blandt sine fokusområder nævner Per implementering og integrering af FAIR-principperne. I den forbindelse fremhæver han nødvendigheden af at tage højde for den aktuelle geopolitiske udvikling:

”De allestedsnærværende FAIR principper er vigtige, men samtidig lever vi nu også i en anden tid, end da disse principper blev definerede. En tid hvor Open Science måske ikke er helt så åben længere. Dette kommer også til at afspejle sig i, hvordan forskningen bedst kan og skal håndtere sine data.”

Han fremhæver desuden den betydning, store datamængder har fået for forskningen, og behovet for at beskytte disse data samtidig med at man har fokus på værdiskabelse og sikring af tilgængelighed i fremtiden. I den forbindelse er det centralt at sikre, at de tilstrækkelige kompetencer inden for data management er til stede fra lokalt, hvor data anvendes til nationalt, hvor retningslinjer udstikkes.

Endelig fremhæver han AI som et uomgængeligt felt der indebærer spændende muligheder i forhold til Data Management og et område, som han følger med stor interesse.

Implementering af datatjenester og transparens i processer

Helt i tråd med resten af forummet betragter Per DeiCs vigtigste opgaver på Data Management området nu og her som værende implementeringen af de nationale datatjenester inklusiv indgåede databehandleraftaler og organisatoriske retningslinjer mellem alle relevante aktører. Han understreger desuden vigtigheden af en tæt integration mellem disse tjenester og DeiCs nationale HPC-anlæg.

Som universitetsrepræsentant slår Per også på tromme for transparens i processer og styring for DeiC's nationale projekter.

Fortæl os ikke hvad vi skal gøre, før I kan vise os hvordan vi skal gøre det

Per Møldrup-Dalum ser universiteternes rolle som central i arbejdet med data management. Han påpeger vigtigheden af, at det overordnede arbejde hos DeiC og i DM Rådgivende Forum harmonerer med virkeligheden på universiteterne. Nationale initiativer som DMRF og Det nationale RDM Netværk skal støtte forskernes behov og sikre, at implementeringen af data management principper følger praksis på universiteterne.

” Nationale initiativer omkring data management: DMRF, Det nationale RDM Netværk og arbejdet under FAIR Følgegruppen skal alt sammen understøtte forskernes "Fortæl os ikke hvad vi skal gøre, før I kan vise os hvordan vi skal gøre det". Den sidste del skal der altid være fokus på både på universiteterne og hos DeiC.”, Per Møldrup-Dalum.

Per Møldrup-Dalum

Per 1. januar 2024 blev Per Møldrup-Dalum officielt udnævnt som ny forperson for DM Rådgivende Forum. Han har repræsenteret Aarhus Universitet i forummet siden januar 2022 og har tidligere været en del af Det Kgl Biblioteks deltagelse i DeiC.

Per Møldrup-Dalum, cand. Scient. er ansat som Data Manager for Arts og sidder til daglig i Center for Humanities Computing på Århus Universitet, hvor han arbejder med data management og HPC. Han er oprindelig uddannet med en kandidatgrad i Datakemi fra Aarhus Universitet og har en omfattende karriere inden for både det private erhvervsliv og nationalbibliotekssektoren bag sig. Han har også været involveret i forskellige projekter indenfor digital bevaring og DeiC Nationale Kulturarvscluster.

Om DM Rådgivende Forum

DM Rådgivende Forum er etableret som et rådgivende organ for DeiC Bestyrelsen for at fremme dialog og brugerinddragelse i udviklingen af digital infrastruktur. Det arbejder for at koordinere og effektivisere investeringer i digital infrastruktur til forskning og uddannelse på nationalt niveau, og det skal også skabe sammenhæng mellem internationale og nationale aktiviteter inden for data management. Læs mere om DM Rådgivende Forum her.