Gå til hovedindhold

DeiC løfter sløret for de første talere til årets konference

Vi kan nu præsentere de første talere inden for sikkerhedsområdet til DeiC Konferencen 2024. Og så kan du møde personen, som står i spidsen for årets konference.
Af
08/07/2024 11:07
Billede
DeiC konferencen 2023
Foto: Hjortlund Medier

Spændende oplæg på sikkerhedsområdet

På sikkerhedsområdet er oplæggene i år valgt ud fra tre overordnede tematikker: compliance, teknik og praktik. Eskil Sørensen og Morten Als Pedersen, der er ansvarlige for konferencens sikkerhedsspor, fortæller:

"Vi har valgt denne tilgang for at sætte det vigtige og praktiske, daglige sikkerhedsarbejde ind i den strategiske kontekst, som uddannelses- og forskningssektoren befinder sig i, i dag".

På det overordnede plan får deltagerne indblik i Danmarks nye retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde fra vicedirektør for Forskningsservice, Nina Schjoldager, Aalborg Universitet. Nina vil i sit oplæg fortælle om, hvordan de nye retningslinjer skal understøtte en ændring i det mindset, som de traditionelt åbne og samarbejdsorienterede universitetsforskere har haft. Dette vil blandt andet indebære et skærpet fokus på beskyttelse af kritisk forskning, forretningshemmeligheder og forskningsdata.

Billede
Susanne
Foto: DeiC

 

Der gives også en status på implementeringen af sektorens cyber- og informationssikkerhedsstrategi "Forskning i trygge rammer" fra kontorchefen for sektorens decentrale cybersikkerhedsenhed, Lene Britt Boisen Brems.

På det praktisk-tekniske område vil der være oplæg fra fadderne til SIE Europe, Peter Kruse og Paul Vixie. Desuden vil DKCERTs nye chef, Jacob-Steen Madsen, give et indblik i, hvordan en fælles brug af DKCERTs services hos praktikerne på institutionerne kan frigøre ressourcer hos forskningsnettets medlemmer og samtidig give en sikkerhedsmæssig effekt. Endelig vil CISO'en fra Aalborg Universitet, Michael Collin, fortælle om sine erfaringer med planlægning og afvikling af beredskabsøvelser.

Ansigtet bag DeiC konferencen

Blandt de mange ansigter på årets DeiC konference, vil deltagerne i år kunne finde Susanne Bodil Hodges, som startede som eventkoordinator ved DeiC i maj og dermed overtog opgaven med at lede DeiCs konferenceteam og styre DeiC Konferencen 2024 sikkert i mål:

"Jeg er rigtig glad for at være blevet en del af DeiC og for den spændende udfordring at planlægge årets DeiC konference i samarbejde med konferenceteamet og programkomiteen. Evalueringerne viser jo, at deltagerne er glade for DeiC konferencens format, og min rolle bliver derfor heller ikke at ændre en hel masse men at fortsætte det gode arbejde og sikre, at konferencen forbliver den succes, den er i dag. Jeg ser meget frem til at opleve den gode stemning på konferencen og ikke mindst til at møde alle deltagerne i Kolding til efteråret".

DeiC Konferencen 2024 finder sted den 29.-30 oktober 2024.