På Institut for Idræt og Biomekanik anvender man i stor stil video i undervisning på eksempelvis kiropraktor-uddannelsen.
Det foregår både i forbindelse med visuelt undervisningsmateriale og evaluering af praktiske opgaver, til læring mellem de studerende eller som dokumentation i forbindelse med eksamensafleveringer.
”Undervises der i en bevægeundersøgelse af nakkens led, så kan vi optage processen og efterfølgende give en kvalificeret evaluering af både praktisk færdighed og kommunikation med patienten. Video er øjet, der aldrig blinker, og det giver effektiv feedback,” fortæller Anne Mølgaard Nielsen, der er studieadjunkt og vicestudieleder på Institut for Idræt og Biomekanik på SDU.
Et andet eksempel er video som undervisningsmateriale, hvor de studerende kan følge et forløb på en storskærm samtidig med, at de udfører undersøgelsen i praksis. Disse forløb har man rigtig gode erfaringer med på kiropraktor-uddannelsen.
”Vi oplever, at det engagerer de studerende, fordi vi møder dem i et miljø, de er vant til og trygge ved,” siger Henrik Hein Lauridsen, lektor og studieleder på instituttet.
Stabilitet er kongen
Hvad er det vigtigste element i forbindelse med videobaseret undervisning?
”Når man står i en undervisningssituation, så går det ikke, at teknikken driller. Vi har anvendt Kaltura i to år, og vi har slet ikke oplevet problemer på den front. Det kan drille lidt, når der skal oprettes nye brugere og deling af mange videoer er lidt bøvlet, fordi de skal markeres enkeltvis, men videoerne er altid tilgængelige, når de skal bruges til undervisning,” siger Henrik Hein Lauridsen.
På kiropraktor-uddannelsen har man tidligere anvendt et andet videosystem end Kaltura, men det blev skiftet ud, netop fordi det ikke var stabilt nok.
”Systemet havde nogle gode funktioner eksempelvis muligheden for at tegne i en video, så en underviser kunne vise præcis, hvor den studerendes opmærksomhed skulle rettes hen. Men stabilitet er langt vigtigere end funktioner, selv om de to naturligvis godt må gå hånd i hånd,” siger han.
Sikkerhed og samtykkeerklæringer
En af de problematikker, man står overfor på Institut for Idræt og Biomekanik, handler om GDPR-reglerne, der trådte i kraft den 25. maj 2018 for at beskytte persondata.
”Videooptagelser af personer i underbukser er ikke ualmindelige på vores uddannelse, hvilket betyder, at vi bliver nødt til at have et sikkert system til opbevaring af videoer, men også suppleret med samtykkeerklæringer fra de studerende.”
Kaltura gemmer videoerne i et lukket kredsløb, og indholdet er derfor ikke tilgængeligt for andre end de studerende på uddannelsen. Men en video på en skærm kan selvfølgelig optages, hvilket betyder, at der er ret strenge krav i samtykkeerklæringen, således at reglerne om personfølsomme data overholdes.
En anden udfordring ved at integrere video så tæt til undervisningen, som tilfældet er på Institut for Idræt og Biomekanik, handler om undervisernes accept af både metode og teknologi.
”Udgangspunktet er, at det kun må tage fem minutter for en underviser at komme i gang med systemet,” siger Anne Mølgaard Nielsen, og fortsætter:
”Men der er flere facetter end brugervenlig teknologi eksempelvis de pædagogisk metoder, og så skal underviserne naturligvis være klar til at tage metoden til sig og være klar på at lære noget nyt, for de studerende har masser af gode ideer.”
Sidst men ikke mindst har underviserne lagt et stort arbejde i at opbygge videoarkivet, så det kan anvendes i mange sammenhænge. Erfaringerne fra Institut for Idræt og Biomekanik på SDU viser altså, at man skal gøre sit hjemmearbejde grundigt før man går i gang med videobaseret undervisning, men når frøet er sået i god jord, så er der også mange frugter at høste.
Vi ønsker os en app!
Hvis I skulle komme med et ønske til fremtidens Kaltura, hvad skulle det så være?
”En app til telefon og tablet, der automatisk gemmer indhold i vores egen infrastruktur men ikke på enheden, der optages fra. På den måde kunne vi producere mere brugergenereret indhold og stadig overholde GDPR-reglerne. Det ville være genialt til de studerende,” siger de to samstemmende.
”Men det vigtigste er, at motoren i Kaltura er stabil. Og det er den.”