Skip to main content

Ny projektleder for EuroCC2

Med Dennis Lange Wollbrink i spidsen skal EuroCC2 projektet styrke HPC kompetencerne i dansk erhvervsliv og offentlig administration.  
By
30/08/2023 08:08
Billede
Papirudklip af mænd i grå og hvid på grøn baggrund
Billede: Colourbox

En erfaren projektleder med sans for både teknologiens muligheder og de mennesker, den er skabt for. Sådan kan man beskrive Dennis Wollbrink, som gennem de sidste 6 år har arbejdet med digitaliseringsprojekter i danske virksomheder.  

Billede
Billede Dennis
Foto: Jakub Klust

 

”Jeg har generelt set et stort fokus på det, vi kan kalde den menneskelige faktor. Jeg er god til at netværke og spille mennesker gode. Og til at iværksætte og styre processer, hvor der er mange forskellige interessenter og kompetencer, der skal spille sammen”.

Disse erfaringer får han nu lejlighed til at bringe i spil som leder af EuroCC2-projektet, som lægger sig i forlængelse af EuroCC1:  

”Projektet EuroCC1 havde fokus på forskningen, og planen er nu, at den viden der er blevet opbygget i universitetssektoren skal udbredes til danske virksomheder, industri og offentlig administration”

Intern og ekstern styring

Som projektleder får Dennis både ansvar for den interne styring af en sammensat projektgruppe bestående af medarbejdere fra Deic og flere universiteter, samt for at etablere og koordinere kontakten til projektets målgrupper:

”Min rolle bliver at sikre, at vi som projektgruppe arbejder i harmoni og trækker på hinandens styrker. Det handler om at forstå de forskellige kompetencer, vi bringer til bordet, og finde den optimale måde at kombinere dem på for at nå vores mål. Samtidig skal jeg være den, der åbner dørene til virksomheder, organisationer og offentlige institutioner, og hjælper dem med at forstå, hvordan EuroCC2' kan gavne deres udvikling."

I den kommende tid vil hans fokus være på at opbygge og identificere relevante partnerskaber og netværk, som gør det muligt at udveksle viden og kompetencer om projektets fokusområder, herunder HPC, kunstig intelligens, dataanalyse og kvante-computing.

Fra Best Practice til Next practice

Dennis betragter EuroCC2 som et unikt udgangspunkt for at udbrede teknologiske kompetencer i Danmark. "Vi har en vigtig opgave med at gøre forskellige sektorer konkurrencedygtige i en verden hvor teknologien udvikler sig så hastigt”, siger han. "EuroCC2 skal ikke kun levere viden, men også evnen til at tilpasse sig og innovere."  I den forbindelse mener han, at man frem for at tænke i best practice, snarere bør tænke dynamisk i såkaldt next practice:

"Det, der var bedst i går, kan være utilstrækkeligt i dag. Derfor er det afgørende at tænke i next practice, altid stræbe efter at være på forkant og kontinuerligt tilpasse sig – det er i mine øjne et kompetencecenters fineste opgave."

Som privatperson sammenfatter Dennis sig selv i de 3 F’er: Far, Fodboldnørd og Fynbo. Og så er han begejstret for, at han med sit nye job kan cykle på arbejde. Vi ønsker Dennis medvind både fagligt og på cykelstien!