Skip to main content

PRESSEMEDDELELSE: Forening af dataopbevaring, regnekraft og netforbindelser skal styrke dansk forskning

By
Gitte Julin Kudsk
02/05/2012 00:05

Dansk Center for Scientific Computing (DSCS) og Forskningsnettet er fusioneret til Danish e‐Infrastructure Cooperation (DeiC) for at styrke den danske indsats på e‐science området og dermed være med til at sikre dansk forskning en fremtrædende plads på den internationale scene.

I moderne forskning indenfor alle områder, er der brug for at indsamle og behandle data og kunne beregne dem. For at understøtte denne forskningsform, kaldet e‐science, er netværk, computere og datalagerkapacitet en væsentlig forudsætning.

Ved fusionen af DCSC, der står for levering af regnekraft og datalagring til danske forskergrupper, og Forskningsnettet, der leverer højkapacitets internetforbindelser til universiteter og forskningsinstitutioner, etableres en organisation, der har den nødvendige teknologi og de nødvendige kompetencer til sikre en e‐infrastruktur, der kan understøtte dansk e‐science i fremtiden.

Ud over at fortsætte services fra de to organisationer, skal DeiC tage initiativer og udvikle nye services til fremme af dansk e‐science samt have ansvaret for at sikre, at dansk forskning til stadighed har adgang til e‐infrastruktur, der lever op til de højeste internationale standarder.
Allerede nu er DeiC involveret i test på et fælles nordisk supercomputer på Island og i etablering af danske cloudfaciliteter.
DeIC skal gennem deltagelse i internationale samarbejder sikre, at den danske e‐infrastruktur har et højt internationalt niveau til fordel for dansk forskning og internationale forskningssamarbejder.
 

Derudover etableres i løbet af 2012 et kompetencecenter, der har til formål at indsamle og formidle viden på e‐scienceområdet og gøre e‐science tilgængeligt for alle forskere, uanset fagområde.

En bredt funderet bestyrelse
DeIC er etableret under Styrelsen for Forskning og Innovation, og bestyrelsen er udpeget efter indstilling fra Danske Universiteter, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd. Bestyrelsen er

  • Centerleder Børge Obel, Interdisciplinary Center for Organizational Architecture, Aarhus Universitet (formand)
  • Institutleder John Renner Hansen, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet
  • Chief Technology Officer Ingrid Melve, UNINETT A/S
  • Institutdirektør Helle Rootzen, DTU Informatik, Danmarks Tekniske Universitet
  • Institutleder Peder Thusgaard Ruhoff, Institut for Teknologi og Innovation, Syddansk Universitet
  • Ledende redaktør Karen Skovgaard‐Petersen, Det Danske Sprog‐ og Litteraturselskab
  • Direktør Malou Aamund, Microsoft Enterprise og Partner Group

”Ved at samle kræfterne på e‐infrastrukturområdet, ønsker vi at styrke anvendelse af e‐science i forskningsprojekter til fordel for dansk forskning. Det er vores forventning, at den nye organisation vil bidrage til sammenhæng og synergi mellem danske forskningsinstitutioners aktiviteter på området og til en hensigtsmæssig ansvarsfordeling mellem nationale og lokale aktiviteter med henblik på at sikre effektiv ressourceudnyttelse og hensigtsmæssige tekniske og videnskabelige løsninger” siger direktør Hans Müller Pedersen, Styrelsen for Forskning og Innovation.

De overordnede retningslinjer for DeiC er fastlagt i en aftale med de 8 danske universiteter.

”Vi ser frem til samarbejdet med DeiC om koordineret dansk e‐infrastruktur til forskning og uddannelse”, udtaler formand for Rektorkollegiet Jens Oddershede. ”Universiteterne er godt i gang med e‐science og har mange initiativer på det hurtigt voksende område. Det giver god mening med en samlet organisation, der i samarbejde med universiteterne kan sikre den e‐infrastruktur, der med fordel kan drives i fællesskab, og samtidig virke som et fora, hvor viden omkring anvendelse af e‐infrastruktur til forskning og uddannelse kan samles.”

Den nyudnævnte bestyrelsesformand Centerleder Børge Obel ser frem til samarbejdet med både eksisterende og nye brugere af DeiCs tjenester: ”I dag anvendes e‐science som en naturlig del af forskningen indenfor primært de naturvidenskabelige fag. Som formand for DeiCs bestyrelsen, ser jeg frem til samarbejdet med de eksisterende brugere om den fortsatte udvikling af e‐infrastrukturen, men også til at udbrede kendskabet til og mulighederne for anvendelse af e‐science til helt nye brugergrupper for eksempel indenfor de humanistiske fagområder. De synergi‐effekter vi kan opnå med en samlet e‐infrastruktur og en bred brugerskare vil sikre gode muligheder for dansk forskning ind i fremtiden”

Yderligere oplysninger
Kontakt bestyrelsesformand for DeiC, Centerleder Børge Obel, Aarhus Universitet på telefon 87 16 48 35 eller e‐mail: bo@asb.dk for yderligere oplysninger.