Skip to main content

Forskningsnetværk får flere roller fremover

Flere europæiske forskningsnetværk ændrer sig fra at være producenter af ydelser til forskning og uddannelse til i højere grad at blive indkøbsforeninger, der forhandler og tilpasser kommercielle produkter.
By
27/10/2016 11:10
Mødet i SIG-MSP i Rom
GÉANT Special Interest Group on the Management of Service Portfolios mødtes i Rom den 12.-13. oktober.

Forsknings- og uddannelsessektoren stiller stadig særlige krav til it og netværk. Men nogle af kravene er ikke mere specielle, end at de kan tilfredsstilles med kommercielle produkter – eventuelt i en tilpasset version.

Den erkendelse er flere europæiske forskningsnetværk nået frem til. Det var en klar tendens ved det seneste møde i GÉANT Special Interest Group on the Management of Service Portfolios (SIG-MSP), der fandt sted i Rom i sidste uge.

"Flere forskningsnet går fra selv at producere ydelser og produkter til at forhandle dem. Der er stadig brug for forskningsnetorganisationerne, da de har en viden om sektorens behov og ønsker, men mange af kravene kan fint opfyldes af standardprodukter. Til gengæld har institutionerne et stort behov for at få hjælp med at opstille krav og gennemføre udbud," siger divisionsdirektør Martin Bech, der var dirigent på mødet.

Han har indtryk af, at stort set alle forskningsnet fortsat mener, det er nødvendigt at drive basisnettet selv. Men andre tjenester kan med fordel hentes udefra.

Europæisk udbud af cloud-tjenester

Som et konkret eksempel nævner han det pan-europæiske udbud af Infrastructure-as-a-Service, som GÉANT har stået for. Det vil give institutionerne mulighed for at købe fx virtuelle servere hos 12 cloud-udbydere på en måde, der passer ind i institutionernes indkøbsrutiner.

"Forskningsnettene kan vælge mellem forskellige modeller for, hvordan de vil tilbyde den type tjenester til institutionerne. Det kan fx være som egentlig forhandler eller med en løsere tilknytning som formidler af kontakten," siger han.

På mødet fortalte Andres Steijaert fra hollandske SURFnet om udbuddet og tankerne bag det. Det gjorde han også på DeiC konferencen tidligere på måneden, hans oplæg kan ses på video her på webstedet.

Læs mere