Når der er krise i netværket, så er der naturligvis masser af tekniske elementer i netværket, der skal rettes på plads i en fart, men det er de ansatte, som skal udføre krisehåndteringen. Mennesket er altså det vigtigste element, når en krise lægger sig som en dyne hen over organisationen.
Netop det menneskelige aspekt er Isabel Heaton ekspert i. Hendes speciale er, at få personer til at yde maksimalt i en presset situation. Hun har blandt andet arbejdet med OL-atleter for at få dem til at præstere maksimalt under pres.
På krisehåndterings-konferencen CLAW 18, der netop er løbet af stablen, mødte vi hende, og her fortalte hun om de fire menneskelige områder, der kan arbejdes med, før krisen indtræder:
- Krop
- Sind
- Følelser
- Adfærd
Fire områder, der påvirkes kraftigt under stress, men også områder, som vi kan påvirke og justere.
”Den menneskelige håndtering af en krise er Alfa og Omega for et godt resultat, men stres er en faktor, som opleves forskelligt fra person til person,” fortæller Isabel Heaton.
For den garvede it-mand kan en krise således tolkes som en udfordrende, faglig opgave mens den nyansatte kan opleve det som et helvede. Ikke desto mindre kan det være nødvendigt, at de to skal arbejde sammen under krisen.
”I den stressede situation har reptilhjernen kun tre funktioner at trække på. Den kommanderer enten flygt, kæmp eller frys. Og det er disse funktioner, der skal arbejdes med,” siger hun.
Hjernen driller
Hjernen er programmeret til at undgå smerte og farlige situationer, og det udfordrer vores evner i kriser. For at kunne håndtere stressede situationer giver Isabel Heatons fire gode råd:
- Hold fokus væk fra følelserne
”Det er nødvendigt, at identificere problemerne og angribe dem positivt. Hvis du får 50 telefonopkald, men kun kan nå at besvare de 10, så er det de 10, som du skal fokusere på. Ikke dem du har mistet.”
Hendes pointer er, at man skal forsøge at komme ind i en vinder-cirkel, hvor man ikke lader sig styre af sine følelser.
”Hvis du løber et maraton-løb, skal du fokusere på målstregen og ikke på ’muren’. Ellers kommer du aldrig igennem,” eksemplificerer hun.
Ha’ en strategi, øv dig på den og følg planen
Næste råd fra Isabel Heaton er meget praktisk og handler om forberedelse og øvelse. Når man er forberedt på en situation, kan man nemlig også nemmere håndtere ændringer, og selv den bedste plan holder kun, til man møder fjenden første gang. Så øvelse gør stadig mester.
- Positiv spejling
Det tredje råd handler om relationen mellem mennesker. Siden barndommen har mennesket spejlet sig i andre, og du kender sikkert babyen, der kopierer din mimik som et eksempel på det.
”Adfærd avler adfærd, og vi handler efter, hvad vi ser, ikke hvad vi bliver fortalt. Derfor bliver vi også nødt til at arbejde med kroppens signaler, der skal være positive og åbne,” siger Isabel Heaton.
- Den trygge gruppe
Dette leder direkte videre til det fjerde råd, der handler om, at teamet skal være et sted med sikre omgivelser.
”Hvis man ikke føler sig tryg i en gruppe, kommer der ikke nye ideer, og nogle vil slet ikke sige deres mening. Derfor er det vigtigt, at man kan lytte, støtte, grine og respektere hinanden så alle kan åbne sig. Den kemiske balance i hjernen stimuleres positivt af godt humør, positiv adfærd og smil,” siger hun.
- Basis skal være på plads
Sidst, men ikke mindst, har basale ting som søvn, mad og ingen alkohol elle rygning indflydelse på din ydelse i den stressede situation, fortæller Isabel Heaton.