Skip to main content

PUHURI skal holde styr på sikkerhed og ressourcer til stort supercomputerprojekt

PUHURI-projektet, der skal give forskere enkel og sikker adgang til supercomputerressourcer, er blevet sparket i gang.
By
01/09/2020 09:09
Billede
Hængelås
Foto: Colourbox.

Det finske ord PUHURI, som kan oversættes til noget i retning af vindstød, er et projekt, der har til formål, at skabe en central tjeneste til brugeridentifikation, autentificering, autorisation samt ressourceallokering til supercomputeren LUMI EuroHPC (Large Unified Modern Infrastructure).

LUMI er en supercomputer, der placeres i CSC's datacenter i Kajaani, Finland, og hele projektet omhandler både den fysiske computer og infrastruktur, der skal foretage de konkrete beregninger samt adgangen til ressourcerne. PUHURI er den gren, der omhandler sikker adgang for forskerne i de enkelte lande.

Fordelen ved at arbejde på tværs af grænser er, at der kan bygges et økonomisk og konkurrencedygtigt HPC-økosystem (High Performance Computing), hvor man i fællesskab kan erhverve og drive supercomputerne samt de tilhørende tjenester og applikationer.

DeiC koordinerer den danske deltagelse og varetager supporten for de danske forskere og universiteter i en periode på seks år. Ud over Danmark består konsortielandene af Finland, Belgien, Tjekkiet, Estland, Norge, Polen, Sverige og Schweiz.

Supercomputeren forventes brugsklar i foråret 2021, og derfor skal der helst være en fornuftig adgangstjeneste klar til de ni medlemslande.

Behov, krav og muligheder

Der har nu været kick-off på PUHURI, og det indledende arbejde er således gået i gang.

”Det første trin er at klarlægge behovene og samtidig se på de løsninger, der er i de forskellige deltagerlande. Herefter kan vi så arbejde mod at få de enkelte lande inkluderet på bedst mulig vis,” fortæller Eske Christiansen, der er HPC-chef i DeiC.

Ambitionen er at skabe en tjeneste, der er så standardiseret og enkel at anvende. Udfordringen er, at i øjeblikket har de fleste nationale partnere deres egne portalløsninger.

”Skåret helt ind til benet skal PUHURI gøre det nemt og sikkert for en forsker at tilgå computerressourcerne i Finland. Det arbejder vi nu benhårdt på at opnå,” siger Eske Christiansen

På nuværende tidspunkt er der ingen generisk identitets- og gruppestyringsløsninger til tjenester som LUMI tilgængelig. Planen for projektet er, at medlemslandene skal have mulighed for at integrere deres egne brugerstyrings- og ressourcesystemer i LUMI via PUHURI API’er.

Læs mere: