Skip to main content

National FAIR data management rapport opsummerer på 13 indsatsområder

Mandatet for arbejdet med den Nationale Strategi for Data Management baseret på FAIR principperne er forlænget frem til 2025, og følgegruppen fortsætter arbejdet med at understøtte udviklingen af FAIR-principperne på universiteterne.
By
16/02/2023 15:02
Billede
Portræt af glad videnskabsmand
Foto: Colourbox

FAIR arbejdsgrupperne er meget bredt repræsenteret

Arbejdet med Den nationale strategi for data management baseret på FAIR principperne tog fart i løbet af 2022, hvor en følgegruppe nedsat af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fik til opdrag at følge implementeringen af FAIR strategien på de danske universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner. Følgegruppen etablerede fem arbejdsgrupper målrettet henholdsvist data management politikker og forskerstøtte, data management infrastruktur, finansiering, kompetencer og sikkerhed. Over 60 eksperter fra forskellige fagmiljøer fra de danske universiteter, fonde og diverse offentlige og private organisationer har deltaget i arbejdet. Du kan læse mere om FAIR følgegruppen og arbejdsgrupperne her.

5 arbejdsgrupper har dækket 13 indsatsområder

De 5 arbejdsgrupper, som tilsammen har dækket 13 indsatsområder, har blandt andet beskæftiget sig med spørgsmål om certificering af tjenester og infrastrukturer, universiteternes politikker på data management området, udgifter i forbindelse med FAIR data management og kompetenceudvikling på området. Resultatet af det indledende arbejde kan nu læses i rapporten ’Afrapportering vedrørende den Nationale Strategi for Data Management baseret på FAIR principper (2022)’. Af rapporten fremgår det blandt andet, at de danske universiteter allerede har eller arbejder på data management politikker, hvor FAIR tiltag er inkluderet. Der er dog stadig en lang vej fra politikker til egentlig implementering af FAIR principperne, og der er derfor behov for, at FAIR i praksis når længere ud i forskningsmiljøerne.  

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen forlænger mandatet for arbejdet med FAIR strategien

På baggrund af rapportens konklusioner har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen besluttet, at arbejdet skal fortsætte, og at mandatet derfor er forlænget frem til 2025. Et revideret kommissorium for følgegruppen bliver udarbejdet, så arbejdet kan fortsættes med de erfaringer, der allerede er høstet i 2022, og følgegruppen kan derfor arbejde videre på udbredelsen af FAIR-principperne.

Vi skal fortsætte det vigtige arbejde med FAIR data, ellers taber vi konkurrenceevne

”Det er fantastisk, at så mange har involveret sig i arbejdet med at implementere den nationale FAIR strategi. Vi har mærket et stærkt engagement og en stor interesse for at komme videre i praksis med FAIR data management. Det er afgørende, at vi de næste to år bliver endnu bedre til at inddrage og til at kommunikere. Endnu flere forskere skal deltage og ledelserne skal tage et større lokalt ansvar for FAIR implementeringen. Ellers kommer vi til at tabe konkurrenceevne i forhold til vores internationale fagfæller. Vi er glade for, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har besluttet at forlænge mandatet, og vi ser frem til det fortsatte arbejde med at følge implementeringen af FAIR Principperne ved de offentlige forskningsinstitutioner,” fortæller John Renner Hansen, professor, formand for DeiC.

Rapporten samt alle bilag finder du her.