Skip to main content

Softwareudvikler – Scientific & High Performance Computing - DeiC

Har du erfaring med udvikling af performance-optimeret videnskabelig software? Interesserer du dig for udviklingen inden for hardware (CPU’er, GPU’er, FPGA’er) til videnskabelige beregninger?
By
12/05/2023 11:05
Billede
Papirudklip af mennesker.
Foto: iStock

Jobbeskrivelse

Har du erfaring med udvikling af performance-optimeret videnskabelig software? Interesserer du dig for udviklingen inden for hardware (CPU’er, GPU’er, FPGA’er) til videnskabelige beregninger? Brænder du for at hjælpe andre med at udvikle og bruge software til dataanalyse, simuleringer og beregninger for forskning og udvalgte samarbejdspartnere?

Til High Performance Computing (HPC) teamet i DeiC søger vi en softwareudvikler.

Opgaverne

Vi søger en person, som finder det naturligt at arbejde med HPC og performanceoptimering af kode på moderne hardware i stor skala. Opgaverne relaterer sig primært til brugen af de nationale og internationale HPC-anlæg (supercomputere), som danske forskere har adgang til. De primære arbejdsopgaver er:

  • På projekt- og sagsbasis at hjælpe med at udvikle software til brug på HPC-anlæg, som er baseret på CPU’er, GPU’er, FPGA’er og anden moderne hardware.
  • Udvikling af HPC-kompetenceforløb for brugere på alle niveauer (fra nybegyndere til eksperter) omhandlende fx model- og datahjælp, optimering af GPU-kode, eller introduktion til brugen af HPC-anlæg.
  • Udvikling og vedligehold af værktøjer, som fx http://slurmlearning.deic.dk/ eller   https://cotainr.readthedocs.io/, der gør HPC lettere tilgængeligt for brugerne.
  • At identificere og initiere udviklingsprojekter relateret til den fælles nationale HPC-strategi - samt deltage i disse.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du har en universitetsuddannelse på minimum kandidatniveau inden for scientific computing, signalbehandling, datalogi, it-ingeniør eller et relateret teknisk område.

Desuden lægger vi stor vægt på, at du som person: 

  • Er serviceminded og løsningsorienteret samt interesserer dig for HPC-brugernes behov.
  • Er proaktiv og selvstændig i din tilgang til løsning af dine opgaver.
  • Kan indgå i og samarbejde med flere forskellige organisationer og netværk på tværs af landegrænser og institutioner delt ud over hele Europa.
  • Interesserer dig for at følge den nyeste teknologiske udviklinger og dens anvendelser inden for HPC.
  • Kan begå dig flydende på dansk og engelsk i både skrift og tale.

Herudover forestiller vi os, at du har erfaring med og/eller kendskab til flere af nedenstående emner:

  • Optimering af kode i relation til HPC, herunder parallelisering af kode og GPU-offloading.
  • Programmeringssprogene C, C++, FORTRAN og/eller Python/R.
  • Udviklingsværktøjer som git, make, cmake, meson, gcc, gdb, LLVM.
  • Test- og release-automatisering via continuous integration of continuous delivery.
  • Cloudservices som GitHub og Microsoft Azure.
  • Containerteknologier som Docker og Singularity.
  • Parallelle og distribuerede filsystemer som Lustre og Ceph.
  • Biblioteker til kunstig intelligens og maskinlæring som PyTorch og Tensorflow.

Nyuddannede opfordres også kraftigt til at søge, da du vil indgå i et specialiseret træningsforløb.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten for Akademikere i Staten (AC), eller anden relevant faglig organisation. Stillingen er på 37 timer/uge, og ønskes besat snarest muligt. Aflønning vil ske afhængig af uddannelsesmæssig baggrund samt kvalifikationer.

Arbejdssteder er på Aarhus kontoret i Universitetsbyen (AU) eller på DTU Lyngby.

Ansøgning og kontakt

Vi skal modtage din online ansøgning senest tirsdag den 13. juni 2023. Søg stillingen online på www.job.dtu.dk. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Første samtale forventes afholdt fredag den 16. juni (via Zoom) og anden samtale forventes afholdt tirsdag den 20. juni i Aarhus eller onsdag d. 21. juni i Lyngby (DTU).

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte HPC chef Eske Christiansen, på eske.christiansen@deic.dk eller telefon 9351 0048.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Ansøg nu

Om DeiC

DeiC er en enhed under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Alle medarbejdere er ansat på DTU, som er værtsuniversitet. Vi er fysisk placeret på kontorer på henholdsvis DTU, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet og er vant til at arbejde sammen på tværs via digitale platforme. DeiC er det nationale samarbejde mellem universiteterne om levering af digital forskningsinfrastruktur og tjenester med det formål, at forskere ved danske universiteter skal have adgang til en digital forskningsinfrastruktur, der muliggør forskning og uddannelse på højt internationalt niveau. Vi dækker et spektrum af kompetencer fra teknisk infrastruktur og software over datamanagement til kommunikation og organisering af events. Vi deltager i internationale projekter, ofte i samarbejde med universiteterne, med disse forskellige kompetencer.

Teknologi for mennesker

DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.