Skip to main content

National e-Infrastruktur for 50 mio. kr.

DeiC har disponeret 50 mio. kr. til national e-Infrastruktur til fordel for danske forskere. Investering i national e-Infrastruktur vil være med til at løfte eScience-niveauet i Danmark for forskningsgrupper inden for alle fagområder og for alle universiteterne.
By
17/12/2014 12:12

DeiC blev "født" med en bevilling på 50 mio kr. fra forskningsinfrastrukturpuljen til igangsættelse af nye aktiviteter indenfor national e-infrastruktur til forskning. Bevillingen var for perioden 2012-2014.
DeICs bestyrelse har disponeret midlerne og de konkrete og fysiske resultater af investeringer vil i de kommende år give helt nye muligheder for forskningsresultater og forskningssamarbejde nationalt og internationalt.

Bestyrelsen har lagt vægt på, at den infrastruktur, der blev investeret i, er  

  • med til at gøre en forskel for dansk forskning,
  • på teknologisk forkant,
  • gerne et samarbejde mellem flere universiteter eller andre nationale forskningsinstitutioner,
  • en national ressource, der kan anvendes af alle relevante brugere

De 50 mio. kr. er anvendt til: 


DeiC Nationale HPC Center, Syddansk Universitet

DeiC er i samarbejde med Syddansk Universitet og med garanteret brug fra Aarhus Universitet og Aalborg Universitet ved at etablere et nationalt HPC Center på Syddansk Universitet.
Supercomputercentret vil henvende sig til til et bredt spektrum af forskningsområder, og være med til at udbrede anvendelsen af HPC til nye forskningsområder. Forskere fra alle universiteterne kan købe regnetid på computeren.

DeiC Nationale HPC Center, Syddansk Universitet vil blive indviet den 24. marts 2015

Læs mere om det nationale HPC Center


DeiC National LifeScience Supercomputer, DTU

DeiC har i samarbejde med DTU og Københavns Universitet etableret et LifeScience HPC og datacenter på DTU Risø.
Computeren blev indviet den 28. november 2014, og henvender sig til alle LifeScience-forskningsgrupper i Danmark.
Det vil også være muligt for private forskningsgrupper at købe regnetid på computeren, ligesom den er åben for samarbejde med internationale samarbejdspartnere. 

Læs mere om den nationale LifeScience Supercomputer


DeiC Nationale Kulturarvscluster, Statsbiblioteket

DeiC og Statsbiblioteket forventer at underskrive en hensigtserklæring om etablering af et nationalt kulturarvscluster inden årets udgang. Kulturarvsclustret vil give mulighed for datamining i den digitale danske kulturarv, som er tilgængelig på Statsbiblioteket.

Kulturarvsclustrer forventes etableret i løbet af 2015.


Støtte til de lokale HPC Centre

Som en overgangsordning fra tidligere central finansiering af de lokale HPC Centre gennem DCSC, udsendte DeiC i 2013 en indkaldelse af ansøgninger om finansiering af HPC i forskningsprojekter på universiteternes lokale HPC centre. 

 Læs mere om Call 2013


Fagspecifikke pilotprojekter indenfor datamanagement

DeiC og DEFF nedsatte i fællesskab en Styregruppe for National Datamanagement med repræsentanter fra universiteterne og bevaringsinstitutionerne (Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek og Statens Arkiver) med det formål at formulere en national strategi for forskningsdatamanagement. 
Styregruppen leverede et forslag til strategien i starten af september 2014, som efterfølgende har været i høring hos parterne, og til behandling i DEFFs styregruppe og DeiCs bestyrelse. 

Et af forslagene i strategien var igangsætttelse af 5 fagspecifikke pilotprojekter med det formål praktisk at afprøve koncepter og systemer i forbindelse med forskningsdatas livscyklus for de enkelte fagområder.

DeICs bestyrelse har afsat et beløb til dette, under forudsætning af at 50% af finansiering kommer fra de involverede institutioner. 

Den godkendte nationale strategi for forskningsdatamanagement forventes offentliggjort i starten af 2015.

Læs mere om processen mod en national strategi for datamanagement


Akademisk dataopbevaringsfacilitet

Styregruppen for national datamanagement (se ovenfor) anbefalede også etablering af en infrastruktur, der vil gøre det nemt og sikkert for forskerne at dele filer og forskningsdata via nettet. (sikkert, lovligt og brugervenligt).
DeICs bestyrelse har afsat et beløb til specifikation, udbud eller pilotopbygning af en sådan tjeneste.  


Nationalt data- og beregningscenter for følsomme data

eSciencekomiteen har påpeget en gennemgående problematik omkring forskeres adgang til personfølsomme data og copyright. Det drejer sig for eksempel om data fra Statens Serum Institut og Danmarks Statistik, som er komplicerede at tilgå. 
DeIC undersøger muligheden for at etablere et data- og beregningscenter, som kan opfylde kravene omkring sikkerhed og samtidig gøre det lettere for de relevante forskere at tilgå data.
Arbejdet foretages i samarbejde med Styrelsen for Forskning og Innovation. 


Fordeling af infrastrukturmidlerne

Den samlede fordeling af de 50 mio. kr. er

Nationalt HPC Center, Syddansk Universitet 15 mio. kr.
National LifeScience Supercomputer, DTU 9 mio. kr
Nationalt Kulturarvscluster, Statsbiblioteket 3 mio. kr.
Ansøgninger om finansiering af HPC i forskningsprojekter 15 mio. kr
Fagspecifikke pilotprojekter indenfor datamanagement 5 mio. kr
Akademisk dataopbevaringsfacilitet 1 mio. kr.
Nationalt data- og beregningscenter for følsomme data 2 mio. kr
Total 50 mio. kr

Links til dokumenter om processen

Invitation til interessetilkendegivelser om opbygning og drift af national e-Infrastruktur 30. juni 2014

DeiCs mandat