Skip to main content

Portal giver overblik over kurser om eScience

Træningsportalen fra DeiC eScience kompetencecenter samler universiteternes kurser om supercomputere, datamanagement og andre emner inden for eScience.
By
05/08/2016 10:08

Den nye webtjeneste giver et samlet overblik over kurser rettet mod forskere, studerende og andre med interesse i eScience. Listen rummer primært træningskurser, ikke ECTS-givende kurser.

"Vores formål med portalen er at fremme deltagelsen på kurserne og hjælpe med til at udbrede kendskabet til eScience," siger kompetencecenterchef Lene Krøl Andersen.

Listen ligger på kompetencecenterets eScience Vidensportal. Man kan vælge at se alle kurser eller begrænse visningen til et ud af otte temaer: Datamanagement, supercomputere, jura, visualisering, big data, forskningsværktøjer, sikkerhed, digital humaniora og internationale kurser.

Mere materiale senere

Listen over kurser udgør første version af træningsportalen. Senere skal den udvides med mere indhold:

"Inden for hvert tema vil vi gerne bringe links til relevante videoer og kursusmateriale, så portalen bliver mere end en liste over kurser," siger Lene Krøl Andersen.

Hvis man udbyder et kursus, man gerne vil gøre reklame for på portalen, kan man sende en mail med nærmere information til escience@deic.dk Det er gratis at få et kursus med på listen.

På nordisk plan vedligeholder NeIC (Nordic e-Infrastructure Collaboration) en tilsvarende liste. Det er planen, at data fra den danske liste også skal bringes der.

Træningsportalen på DeiC eScience Vidensportal