DeiC har etableret et dynamisk indkøbssystem for WAN-forbindelser (Wide Area Network). Et dynamisk indkøbssystem er et mere fleksibelt alternativ til en rammeaftale.
Ved en rammeaftale skal deltagerne udvælges på forhånd. I et dynamisk indkøbssystem kan leverandører løbende ansøge om at blive optaget i systemet. Derfor skal der ikke udbydes en ny aftale efter fire år som ved rammeaftaler.
"Vi ser to positive sider ved det dynamiske indkøbssystem: Flere leverandører kan komme i betragtning, og de kan komme ind undervejs," siger divisionsdirektør Martin Bech, DeiC.
Udbuddet af det dynamiske indkøbssystem har to faser. I den første fase bliver systemet etableret. Her får leverandørerne første gang mulighed for at blive optaget.
I anden fase afholdes der miniudbud, og leverandører kan løbende ansøge om at blive optaget.
Ifølge udbuddet kan en WAN-forbindelse etableres med tre teknologier: Sort fiber, datatransmissionskapacitet og housing. Virksomheder, der er interesserede i at blive leverandører, behøver ikke at kunne levere alle typer ydelser for at komme i betragtning.
Det dynamiske indkøbssystem får en varighed på 18 år.
Læs mere
- Dynamisk indkøbssystem til indkøb af WAN-forbindelser, Udbudsbekendtgørelse 2017/S 150-310621
- Udbuds-ID nr. 167059, WAN-forbindelser til DeiC